Fabiana Siqueira kan ikke rigtig forholde sig til spørgsmålet. Måske fordi ord som »normal« og »hverdag« er holdt op med at give mening for den 33-årige brasilianske sygeplejerske under pandemien i et af verdens hårdest ramte lande.
»En normal arbejdsdag? Jamen det normale ville jo være, at der ikke hver dag blev indlagt så mange kritiske patienter. Men alt kan ske hvert øjeblik. Hverdage findes ikke længere,« fortæller hun over telefonen fra Rio de Janeiro, da Berlingske fanger hende efter endnu en lang og dramatisk vagt.
»Der er hele tiden så mange, der ikke reagerer på behandlingen, og som må intuberes (lægges i respirator, red.). Det værste er, at vi ikke har de nødvendige ressourcer til at gøre alt for patienterne. Heller ikke materielt – vi mangler for eksempel respiratorer,« tilføjer den unge sygeplejerske.
Med fire års erfaring og job på et sundhedscenter har hun befundet sig »i frontlinjen«, som hun formulerer det, lige siden coronavirussen i marts begyndte at hærge Brasilien med større voldsomhed end de fleste andre steder på kloden.
Med cirka 215.000 dødsofre har pandemien kun i USA kostet flere menneskeliv, og Fabiana Siqueiras krigsmetafor er på ingen måde overdrevet.
Ikke kun fordi de brasilianske læger og sygeplejersker i perioder er tvunget til at koncentrere sig om de patienter, der har en bedst chancer for at overleve, som på et feltlazaret. Tabstallene i egne rækker er også enorme.
Smittet to gange med covid-19
Ifølge den faglige organisation Conselho Federal do Enfermagem har mindst 500 brasilianske sundhedsarbejdere foreløbig mistet livet efter at have pådraget sig covid-19.
Det skal ses i forhold til en opgørelse foretaget af The International Council of Nurses i oktober, der registrerede 1.500 døde i de 44 lande, hvorfra man har pålidelige data.
Og selvom organisationen vurderer, at pandemien globalt har kostet mindst 20.000 sundhedsarbejdere livet, er de brasilianske tal ekstreme.
Fabiana Siqueira har inden for de seneste måneder mistet to af sine kolleger.
»Den ene var kun 33 år og havde ingen sundhedsproblemer i forvejen. En dag fik hun ondt i hovedet. Der blev taget prøver, hun blev intuberet, og så døde hun. I sidste uge skete det samme for hendes mand,« fortæller den unge sygeplejerske.
Hun har også selv haft covid-19 hele to gange. I marts under pandemiens kaotiske første fase var hun alvorligt syg, og for nylig blev hun smittet igen med mildere symptomer. To sygdomsforløb, som har haft voldsomme konsekvenser.
»Min lungekapacitet er nedsat med 58 procent, så jeg har stadigvæk brug for iltbehandling. Det har også påvirket min motorik, og psykologisk føler jeg mig meget ramt,« indrømmer Fabiana Siqueira, der ikke desto mindre fortsætter sit arbejde på klinikken.
Knappe ressourcer og uduelighed
Men hvorfor er det gået så galt i Brasilien – for sundhedsarbejderne og i det hele taget?
Hvordan er man nået til et punkt, hvor patienternes pårørende – som det for nylig var tilfældet i Amazonas-byen Manaus – selv må skaffe ilt, fordi hospitalernes forsyninger er sluppet op? Et punkt, hvor den regionale stormagt må tage imod nødhjælp fra sit dysfunktionelle naboland Venezuela?
Eller som en højtstående embedsmand i sundhedsministeriet forleden formulerede spørgsmålet: »Lever vi i et civiliseret land eller en barbarisk undergangsberetning?«
For Fabiana Siquiera handler det mere lavpraktisk om dårlig forberedelse og alt for få ressourcer, både menneskeligt og materielt.
»I begyndelsen manglede vi værnemidler, og det hele var meget kaotisk. Mange af os sundhedsarbejdere er unge og havde meget lidt erfaring med behandling af denne type patienter og slet ikke i sådan en usædvanlig situation,« siger Fabiana Siqueira og fortsætter:
»Desværre er det ikke blevet meget bedre. Vi har problemer med smitteopsporingen, og på hospitalerne mangler vi stadig udstyr, medicin og en masse andre ting.«
Men det er langtfra hele historien om Brasiliens ongoing covid-19-katastrofe, mener Miguel Lago, der leder den sundhedspolitiske tænketank Instituto de Estudos para Políticas de Saúde i Rio de Janeiro.
Det handler ikke kun om knappe ressourcer, men nok så meget om, at landets politiske beslutningstagere ikke bruger dem, der faktisk er til rådighed. Det handler om uduelighed og uansvarlighed – i særdeleshed hos den kontroversielle præsident, Jair Messias Bolsonaro.
Et af verdens største sundhedssystemer
»Vores offentlige sundhedssystem er naturligvis ikke så udbygget som i Europa. Men det er faktisk et af verdens største og formentlig det mest solide blandt de latinamerikanske lande,« siger Miguel Lago til Berlingske og fortsætter:
»Samtidig har vi gennem de seneste årtier (under de venstreorienterede præsidenter Lula da Silva og Dilma Rousseff, red.) opbygget et socialt system, der når ud til de 80 millioner fattigste brasilianere.«
Det betyder, at Brasilien i langt højere grad end nabolandene har styr på sine borgere. Og at man derfor, hvis landet var blevet lukket ned under den første bølge, kunne have gjort det effektivt.
Brasilien har nemlig både midlerne og infrastrukturen til at betale de bistandsydelser, som er nødvendige, hvis de fattigste, der ellers ikke har råd til at blive hjemme, skal overholde karantæner og andre forholdsregler.
»Men Bolsonaro nægtede først at sætte økonomiske støtteprogrammer i gang, og da parlamentet tvang ham til det, havde hans uduelige regering store problemer med at få dem til fungere,« lyder det bistert fra Miguel Lago, der fælder en hård dom over præsidenten:
»Når Brasilien er blevet verdens næststørste offer for covid-19, er det i høj grad på grund af Bolsonaro og hans strategi om at benægte sundhedskrisen i stedet for at bruge den kapacitet, vi rent faktisk har, til at bekæmpe den.«
»En lille influenza, der rammer homoseksuelle«
Præsident Bolsonaro har selv været smittet, men slap med et let forløb, hvilket tilsyneladende har bekræftet ham i teorien om, at covid-19 bare er en gripezinha – en lille influenza.
Sygdommen rammer, hævder præsidenten, først og fremmest homoseksuelle og andre »umandige« personer, og at så mange dør, får ham tilsyneladende ikke til at ligge vågen om natten.
»Og hvad så? Det er jeg da ked af, men hvad vil I have, at jeg skal gøre? Selvom jeg hedder Messias til mellemnavn, kan jeg ikke udøve mirakler,« sagde Bolsonaro midt under pandemiens første bølge, da han blev spurgt om de mange dødsofre.
Samtidig bryder han rutinemæssigt alle forholdsregler om brug af mundbind og afstand. Senest i forbindelse med en bizar episode nytårsdag.
Præsidenten, der i den sydlige halvkugles midsommer fejrede det nye år til søs, lod sin lystyacht sejle tæt på en velbesøgt strand, hvorefter han svømmede mod land for på det nærmeste at crowdsurfe gennem en jublende mængde af badegæster.
Risikoen for at blive forvandlet til krokodille
Det kommer derfor heller ikke som nogen overraskelse, at Bolsonaro, der systematisk har modarbejdet regionale lederes nedlukninger, på det seneste også er sprunget ud som vaccineskeptiker.
»Det står højt og tydeligt i kontrakterne, at de (vaccineproducenterne, red.) fralægger sig ansvar for bivirkninger. Hvis du bliver forvandlet til en krokodille, er det dit eget problem,« sagde præsident forleden og proklamerede, at han ikke skal nyde af noget og i øvrigt allerede har antistoffer.
Brasilien – der har effektive vaccinationsprogrammer over for andre sygdomme – er da også først mandag kommet i gang med at vaccinere mod covid-19, længe efter de fleste andre – også uden for de rige landes kreds.
Og når det i løbet af de første dage lykkedes at uddele omkring 30.000 stik, skyldes det São Paulo-regionens guvernør, der er gået enegang og selv har skaffet sig et parti af den kinesiske Sinovac-vaccine.
Optimisme, trods alt
Tilbage i Rio de Janeiro aner Fabiana Siqueira intet om, hvornår det bliver hendes tur til at få et stik som et første skridt tilbage mod en hverdag uden helt så mange kritiske patienter, der skal lægges i respirator, og angst for at blive smittet igen.
Hun er ikke meget for at gøre sig klog på politik, men en ting vil den unge sygeplejerske gerne sige om præsident Bolsonaro og hans teori om uma gripezinha.
»Han aner ikke, hvad han taler om. De ord viser, at han ikke har nogen medfølelse med alle dem, som er døde eller smittede. Det er en total mangel på respekt,« fastslår Fabiana Siqueira bestemt, men uden at man for alvor fornemmer vreden i hendes syngende Rio-accent.
For trods Bolsonaro. Trods Brasiliens 215.000 døde og de mindst 1.500 omkomne kolleger. Og trods, ikke mindst, hendes egen nedsatte lungefunktion og andre senskader, ja, så ser den unge sygeplejerske på fremtiden med en optimisme, der er lige så brasiliansk som samba, futebol og caipirinha.
»Jeg tror på, at vi vil lære noget af alt det her. Det vil påvirke vores syn på, hvilke værdier, der er vigtige, og jeg håber, at kloge og samvittighedsfulde folk vil bruge det til at udvikle landet, så vi ikke skal lide så meget,« forklarer Fabiana Siqueira.
Det er svært at være uenig.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
