Kaos i Kabul-lufthavn: Desperate afghanere på landingsbanen

Hvad der ligner et decideret kaos, er brudt ud i Hamid Karzai International Airport i Kabul. Tusindvis af afghanere forsøger at komme væk, mens landingsbanen svømmer over af mennesker. Det amerikanske militær har slået ring om lufthavnen i byen. Det samme har Taleban.

Desperationen vokser. Det samme gør kaosset.

Mens meldingen lyder, at de fleste vestlige diplomater er blevet evakueret, er tusindvis af frustreret afghanere fortsat samlet ved den lukkede terminal i lufthavnen i Kabul.

USA har kontrol over lufthavnen, hvor alle kommercielle flyvninger er suspenderet for at sikre, at udenlandske indbyggere – hvor af størstedelen er diplomater – kunne evakueres.

Tilbage på landingsbanen står afghanerne, der desperate forsøger at komme på et fly væk. Men uden held.

Det har medført kaotiske scener på landingsbanen og udenfor lufthavnen.

Videoer, der cirkulerer på Twitter, viser, hvordan civile afghanere stormer mod indgangene til lufthavnen i håb om at komme væk fra den betændte situation i landet, efter at Taleban har overtaget kontrollen. Det sker efter, at udenlandske styrker netop har forladt landet.

Flere afghanere, som ellers var lykkedes med at komme ind i lufthavnen og få billetter væk fra landet, tvinges til at stige af deres flyvemaskiner, da lufthavnen fokuserede sine ressourcer på militærflyvninger, skriver The Guardian.

Taleban er ifølge flere medier mødt op foran lufthavnen, hvorfra der også er hørt flere skud.

Afghanistans præsident er flygtet ud af landet, og Taleban indtog søndag præsidentpaladset.

Afghanere, der havde bestilt kommercielle fly for at undslippe Taleban, bliver tvunget til at blive i Afghanistan.

Taleban har oplyst ifølge The Daily Mail, at de ikke vil tillade afghanske borgere at forlade landet.

USAs udenrigsminister, Antony Blinken, skrev søndag på Twitter, at borgere, der måtte ønske at rejse, skulle have lov til det:

»USA slutter sig til det internationale samfund for at støtte, at afghanere og internationale borgere, der ønsker at rejse, skal have lov til det«.

Mens størstedelen af de vestlige landes diplomatiske korps skulle have forladt landet befinder »udvalgt støttepersonale« sig stadig i landet.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) oplyser til TV 2 mandag morgen, at der fortsat er danskere i Afghanistan.

Meldingen kommer, efter at forsvarsministeren natten til mandag kunne meddele, at der var en gruppe af danskere, der var blevet evakueret. Antallet af evakuerede personer blev ikke oplyst. Men en gruppe danskere opholder sig altså fortsat i Afghanistan.

»Derfor kommer vi også fortsat til at operere, men jeg må også understrege, at det er meget, meget vanskeligt,« siger Trine Bramsen til TV 2.

Søndag aften forlød det også fra Trine Bramsen, at danske militærfly befandt sig i området omkring Afghanistan, og at de var yderst vigtige i forhold til evakueringsplanerne.

»Det er alene militære fly, der kan operere, og derfor har det været af stor og afgørende betydning, at vi allerede i går (lørdag, red.) besluttede at sende danske militære fly til området, sagde Trine Bramsen søndag.

Hun kunne ikke oplyse, hvor mange fly der var tale om, eller hvad det er for en type fly. Det er også uvist, om der er eller har været danske tropper til stede i Kabul, skriver Ritzau.

En talsperson for USAs udenrigsministerium oplyser natten til mandag, at lufthavnen i Kabul og det omkringliggende nærområde er »blevet sikret af det amerikanske militær«.

Alle ansatte på USAs ambassade i Kabul meldes at være i sikkerhed i lufthavnen.

Helikoptere har siden søndag fragtet diplomater fra flere lande fra Kabuls ambassadedistrikt til byens lufthavn for at evakuere dem, efter at den militante bevægelse Taleban gik ind i hovedstaden søndag formiddag.