I fremtiden skal man kunne flyve fra London til New York på 90 minutter. De her passagerfly skal bryde lydmuren

Et nyt, ambitiøst luftfartsprojekt fra NASA skal i fremtiden sætte supersoniske fly på vingerne.

Med nye, supersoniske passagerfly vil man i fremtiden måske kunne flyve tværs over atlanten på bare 90 minutter. Arkivfoto. Shawn Thew

Det er aldrig blevet gjort før.

Men nu er det altså NASAs mål, at man engang i fremtiden skal kunne flyve fra London til New York på bare 90 minutter.

Og hvis det sker, vil det ikke bare være specielt, fordi det går stærkt.

Det vil således komme til at gå så stærkt, at helt almindelige passagerfly kan komme til at bryde lydmuren.

NASA, som står bag ambitionen, har løftet sløret for planerne i et nyligt blogindlæg på rumagenturets hjemmeside, skriver CNN.

Her skriver rumagenturet, at man vil undersøge muligheden for at få såkaldte Mach 4-passagerfly på vingerne i fremtiden.

Hvis de kommer i luften, bliver det med en hastighed på tæt på 5.000 kilometer i timen.

NASA skriver på deres hjemmeside, at der er potentielle passagermarkeder på omkring 50 ruter, som allerede er etableret i dag. Det vil ske transoceanisk over for eksempel Nordatlanten og Stillehavet, fordi nationer som USA ikke tillader supersonisk flyvning over land.

Rumagenturet er nu ved at udvikle nogle nye »stille« supersoniske passagerfly kaldet X-59 som en del af agenturets Quesst-mission.

Man håber fra NASAs side, at de nye højhastighedsfly vil kunne foranledige en regelændring, så det også bliver tilladt at flyve dem over land.

Det har tidligere været muligt at flyve fra for eksempel Paris til New York med de ikoniske Concorde-fly på omkring bare tre timer, men Concorde-flyene udgik i 2003.

Nu bliver det måske snart muligt igen.