Gulbahar fik sprøjter og tabte sig 20 kg: Kina holder en million muslimer fanget i genopdragelseslejre

Kinas styre holder uden rettergang en million muslimer indespærret i interneringslejre i Nordvestkina, lyder det fra eksperter og menneskerettighedsgrupper. Ifølge det kinesiske styre handler det dog om at bekæmpe ekstremisme. To øjenvidner står frem i Berlingske og fortæller om opholdet i lejrene.

54-årige Gulbahar Jelilova sad 15 måneder i interneringslejr i Kina. Hun blev meddelt, at hun ikke måtte fortælle om sine oplevelser i lejren, men har nu valgt at bryde tavsheden fra sit eksil i Tyrkiet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Det hårdeste var at se de unge nybagte mødre. Dem, der måtte sidde med brysterne tunge af mælk. Af og til var de nødt til at trykke mælken ud af de spændte bryster. Deres babyer var der ikke, de var blevet taget fra dem med magt, før mødrene ankom til interneringslejren.

Gulbahar Jelilova på 54 viser notesbogen frem. Med sirlig skrift har hun nedfældet navnene på de mindst 30 kvinder i alderen 14 til 80 år, som hun sad sammen med i interneringslejren ved Urumqi, hovedstaden i den nordvestkinesiske Xinjiang-provins.

Selv slap hun ud af lejren efter 15 måneder. Det var i august, men hun er stadig tydeligt mærket af opholdet, som hun beskriver som grusomt.

»Jeg har det ikke godt i dag. Jeg kan stadig høre kvindernes skrig og stemmer inde i hovedet. Jeg kan ikke sove om natten. Jeg mistede håbet, mens jeg sad derinde«, siger Gulbahar Jelilova til Berlingske.

Kun få øjenvidner

Gulbahar Jelilova er et af de få øjenvidner, der er kommet ud af fra de interneringslejre, der især inden for de seneste to år er skudt op overalt i Xinjiang.

Kinas styre har skruet op for en særdeles hård kurs over for de cirka ti millioner primært muslimske uighurer i Xinjiang. Styret anvender højteknologisk overvågning som ansigtsgenkendelse og digital dataindsamling til at kontrollere indbyggernes mindste skridt.

Samtidig vurderer eksperter og rettighedsgrupper, at der uden rettergang sidder op mod en million muslimer indespærret i interneringslejre og politiske genopdragelseslejre. Her bliver de ifølge øjenvidner tvunget til at undsige den muslimske tro.

Ifølge Kinas styre er genopdragelseslejrene reelt uddannelsescentre, som har til formål at klæde unge på til arbejdsmarkedet og bekæmpe religiøs ekstremisme, terrorisme og separatisme.

Imens øges det internationale pres på Kina. I sidste uge slog flere menneskerettighedsgrupper alarm, heriblandt Amnesty International og Human Rights Watch, som gik sammen om et krav til FNs Menneskerettighedsråd om at foretage en fact finding-mission med det formål at kortlægge »omfanget af brud på menneskerettighederne i Xinjiang«.

Det massive omfang er nyt

Antropolog Rune Steenberg, der er post. doc. ved Københavns Universitet, forsker i uighurernes kultur. Han forklarer, at interneringslejrene ikke er noget nyt i Xinjiang, men at det nye er lejrenes massive omfang. Tidligere var lejrene forbeholdt en meget lille procentdel af befolkningen, som var faldet i politisk unåde. I dag forsvinder uighurer tilsyneladende ind i lejrene uden videre forklaringer.

»Nu er det spredt ud til at dække ti eller måske endda op til 20 procent af den voksne uighur-befolkning. Det er en helt anden skala, og det er mere voldsomt, fordi det rammer hele familier,« uddyber Rune Steenberg.

Gulbahar Jelilova er etnisk uighur, men ikke kinesisk statsborger. Hun er fra Kasakhstan, som deler landegrænse med Kina. Dette blev sandsynligvis hendes redning.

Vi sidder i Gulbahar Jelilovas stue i en lejlighed i Istanbul i Tyrkiet. Det sorte sofabord er spækket med retter i små skåle – fyldte fårelunger, brød, kage, chokolade og frugt. Gulbahar Jelilova er iført grønt hovedtørklæde og gestikulerer med armene, når hun skal forklare, hvordan hun i fodlænke blev tvunget til at sidde stille på cellens jernbænk stort set uafbrudt i 17 timer i døgnet.

Tvunget til kinesisk statsborgerskab

Gulbahar Jelilova boede i Kasakhstan, men havde gennem 20 år drevet handel over grænsen til Kina. På en af sine ugentlige ture over grænsen, blev hun 20. maj 2017 anholdt.

I forhørslokalet oplyste politiet, at de havde fundet hendes navn og telefonnummer i en venindes telefonbog. Veninden var blevet anholdt, fordi hun angiveligt havde sendt penge til et firma i Tyrkiet. Gulbahar Jelilova havde ifølge betjentene overført knap 17.000 kroner til veninden – penge, som ligeledes var gået til det tyrkiske firma. De to var nu mistænkt for at finansiere terror.

Gulbahar Jelilova nægtede. Politifolkene tog det kasakhstanske pas fra hende og gav hende et kinesisk ID-nummer, som hun skulle lære udenad. Fra dette øjeblik var hun kinesisk statsborger, sagde de.

»I det øjeblik tænkte jeg, at min forbindelse til Kasakhstan var borte. Jeg troede aldrig, jeg ville komme ud igen,« husker hun.

Gulbahar Jelilova blev anbragt i en celle i en interneringslejr i Xinjiangs hovedstad, Urumqi. Mindst 30 kvinder måtte presse sig sammen på 14 kvadratmeter. Der stank fra et åbent toilet i den ene ende. Toilettet var åbent for at forhindre, at kvinderne vaskede sig på religiøs vis, forklarer Gulbahar Jelilova. Der var lus og smådyr overalt.

Skulle synge røde sange

Det meste af tiden skulle kvinderne sidde stille i den overfyldte celle. De skulle kigge lige frem. Kiggede man ned eller til siderne, blev det anset for at være en bøn, og bede måtte de ikke. Hver mandag klokken ti skulle de rejse sig. En stemme beordrede dem over højtaleren til at synge. De skulle lære fem kinesiske sange udenad. En af sangene var Kinas nationalsang, »De Frivilliges March«.

»Qilai, qilai, qilai (Rejs jer, rejs jer, rejs jer, red.),« synger Gulbahar Jelilova på kinesisk og stopper så igen. Mere kan hun ikke huske. Hun mener, det er fordi, hun blev fodret med en ukendt medicin. En gang hver uge skulle hun sluge piller, ligesom hun hver tiende dag fik to sprøjter injiceret i kroppen. Hun bemærkede, at de unge piger i cellen ikke fik menstruation.

»Jeg kan ikke længere tænke klart. Min hjerne fungerer ikke som før,« siger Gulbahar Jelilova i dag.

Hver tiende dag skulle kvinderne via et fjernsyn se Kinas præsident, Xi Jinping, holde tale. Talen varede et kvarter. Herefter blev de udstyret med skrivegrej og skulle udtrykke taknemmelighed til kommunistpartiet for at redde dem. Uden partiet ville de ikke have ændret adfærd. De havde levet forkert, men nu ville de leve på den rette måde, skulle de skrive.

Hver dag blev to til tre kvinder iklædt sorte hætter og bragt til forhør. Mange af dem var blodige, når de kom tilbage.

Uighur: De forsøger at slette et helt folk

Forskere har til Berlingske kaldt massetilbageholdelserne i interneringslejrene i Xinjiang for de værste overgreb i Kina siden Mao-tidens kulturrevolution fra 1966 til 1977. Der er dog en afgørende forskel, forklarer Abduweli Ayup, en kendt uighursk lingvist og digter, som i 2015 flygtede fra Xinjiang til Istanbul.

»Dengang sad intellektuelle kinesere og uighurer sammen i lejrene. Man forsøgte ikke at slette uighurernes identitet. Man forsøgte ikke at slette et helt folk, «siger Abduweli Ayup, hvis far underviste i en af kulturrevolutionens genopdragelseslejre.

41-årige Abdursalam Muhammed sad tilbage i 2015 i genopdragelseslejr i Xinjiang. Nu forsøger han at skabe sig en ny tilværelse i Istanbul. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

I en forstad halvanden times kørsel øst fra centrum Istanbul møder vi et andet øjenvidne, den 41-årige uighur Abdusalam Muhammed. Han blev arresteret i november 2014 for at recitere et vers fra koranen ved en begravelse. Først sad han fem måneder i interneringslejr og dernæst 70 dage i en politisk genopdragelseslejr uden for byen Hotan i det sydvestlige Xinjiang.

Dagene i genopdragelseslejren blev indledt med flaghejsning af det kinesiske flag. De internerede skulle bukke for flaget og derefter kigge op mod himlen, ligesom de skulle synge to kommunistiske propagandasange – den ene var »Uden kommunistpartiet ville der ikke være noget nyt Kina«.

Herefter blev de sendt på en 40-minutter lang løbetur i den hede ørken, hvor soldater råbte efter dem, der ikke kunne følge med. Nogle besvimede undervejs. Resten af dagen gik med undervisning.

Skæg var tegn på radikalisme

Abdusalam Muhammed var i gruppe med 50 mænd i alderen fra 14 til 70 år. De skulle lære 56 illegale religiøse aktiviteter og 23 tegn på radikalisme udenad. Et eksempel på illegal religiøs aktivitet var at bede uden for de officielle moskeer. Et tegn på radikalisme var at lade skægget gro eller at tage afstand fra alkohol og cigaretter.

»Det var meget hårdt. Kineserne tvang mig til at undsige min egen religion og mit eget folk. Det var værre end at blive slået fysisk, fordi de ville slette mit indre,« forklarer Abdusalam Muhammed.

De internerede fik også at vide, at de var utaknemmelige over for kommunistpartiet, som havde bragt veje, strøm og udvikling til Xinjiang. Var der ikke papir på toilettet, og man vaskede sig med vand, blev man beskyldt for at vaske sig på religiøs vis. Straffen var slag med stok.

Abdusalam Muhammed er tætbygget, iført sort læderjakke og sidder rankt på sofaen i sit hjem. Han ligner ikke en mand, der har let til gråd, men tårerne bryder frem, da vi taler om slægtningene hjemme i Xinjiang. Han har intet hørt fra sine forældre og søskende og er overbevist om, at de er kommet i interneringslejre eller er blevet henrettet.

»Kineserne kan bruge deres penge og magt på at hemmeligholde det, men på et tidspunkt bliver det kendt,« siger han.

Abdusalam Muhammed blev sluppet fri i juni 2015. Året efter lykkedes det ham at bestikke sig til et pas og slippe ud af Kina og videre til Istanbul sammen med sin familie.

Tabte sig tyve kilo

54-årige Gulbahar Jelilova føler sig ikke sikker i Istanbul og frygter, at kinesiske agenter kan nå hende. Hun forlader derfor kun sjældent sin lejlighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Gulbahar Jelilovas kasakhstanske statsborgerskab blev hendes redning. Under fangenskabet i lejren i Xinjiang skrev hendes tre voksne børn utrætteligt til det kinesiske konsulat i Kasakhstan. Deres mor var ikke terrorist, skrev de igen og igen.

Presset havde effekt, og i august blev Gulbahar Jelilova sat fri og vendte om bord på et fly hjem til Kasakhstan.

Hun havde tabt sig 20 kilo under det 15 måneder lange fængselsophold. Kinesiske agenter blev imidlertid ved med at ringe til hende – de forlangte, at hun skulle tie stille om hændelserne i Xinjiang.

»Hvis du ikke vasker din mund, gør vi det for dig,« sagde de til hende.

Gulbahar Jelilova rejste til Istanbul for at komme længere væk fra Kina. Herfra bryder hun tavsheden. Hun ser det som sin pligt over for de andre kvinder i lejren og for det uighurske folk.

»Jeg har grædt, grædt og grædt til, der ikke var tårer tilbage. Jeg har grædt blod over det, jeg så. Nu vil jeg fortælle verden om, hvad der sker.«

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra den kinesiske ambassade i Danmark. Ambassaden er ikke vendt tilbage på henvendelsen.