Baimurat fik et job, han hadede: Spær muslimerne inde

Kina har oprettet et enormt netværk af »tekniske skoler« som led i en uddannelseskampagne i Xinjiang-provinsen. Reelt er der tale om interneringslejre for provinsens oprindelige muslimske befolkning.

Bygningsarbejdere går forbi ydermuren på det, der officielt er en teknisk skole i Dabancheng i Xinjiang. Bygningskomplekset ligger mellem Xinjiangs hovedstad, Urumqi, og turistdestinationen Turpan. Foto: Thomas Peter/Reuters/Ritzau Scanpix THOMAS PETER

De forretninger, han havde startet, var gået fallit igen, og han havde en kone og to børn at forsørge. Så da myndighederne i Kinas vestlige Xinjiang-provins tilbød ham et job som politikadet, tog Baimurat imod tilbuddet og den gode løn.

I månedsvis stod han ved en kontrolpost og undersøgte folks papirer på jagt efter eftersøgte – sædvanligvis fra den muslimske minoritet. Han er selv kasakhisk muslim og følte af og til ubehag ved dette arbejde, men han havde brug for pengene.