Søndagens parlamentsvalg i Grækenland kommer ikke til at have den store betydning for Europa og EU. Det vurderer ekspert i græsk politik, Mogens Pelt, der er lektor på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet.
»Jeg tror på mange måder, at det fra EUs side bliver business as usual. Forholdet mellem Grækenland og EU har de seneste efterhånden en del år været forholdsvist udramatisk, og jeg tror egentlig, at den manglende dramatik vil fortsætte,« siger han.
Han fortæller, at det ikke er hans indtryk, at særlig mange europæiske politikere for eksempel har haft et ønske om et regeringsskifte i Grækenland – tværtimod:
»Det, jeg fornemmer, når jeg taler med folk, er, at man på mange måder var tilfreds med Alexis Tsipras (landets nuværende premierminister, red.). Han har været en medgørlig samarbejdspartner for EU, og han har faktisk formået at vende den stærke opposition, der var mod EU, inden 2015,« siger Mogens Pelt.
Ved søndagens valg vandt det konservative parti Nyt Demokrati næsten 40 procent af stemmerne og kan dermed overtage regeringsmagten fra Alexis Tsipras’ Syriza-partiet, som fik omkring 32 procent af stemmerne.
Valget er Grækenlands første valg siden de tre internationale hjælpepakker, der har haft til formål at hive landet ud af den massive gældskrise, der for alvor ramte landet i 2009. Her var Grækenland tæt på at gå bankerot, men blev reddet af de såkaldte hjælpepakker. I dag har landet verdens største gæld og en vækst på bare halvandet procent årligt, og dermed ligger der en stor opgave forude for den nye premierminister, Kyriakos Mitsotakis.
Han er også gået til valg på at forbedre vilkårerne for erhvervslivet i landet og har udtalt, at Syriza har været erhvervsfjendtligt. Det særligt interessante er dog, at han er leder for selvsamme parti, der kørte landets økonomi i sænk til at begynde med.
Kan man så forvente, at den nye regering vil sætte det gode forhold til EU over styr for egen vindings skyld? spørger Mogens Pelt.
»Nej, det kan man ikke. De er proeuropærere dybt inde i deres DNA, ikke mindst den nye premierminister. De har lagt op til ikke at udfordre kreditorerne, men at sørge for at forandre hurtigere og mere effektivt end Syriza. De har netop ikke ført politik på, at oppositionspartiet har givet efter på urimelige krav fra EUs side, så der er sådan set ikke kommet et parti til, der vil prøve at bevise noget helt andet for grækerne,« siger Mogens Pelt og tilføjer, at det er værd at bide mærke i, at opbakningen til Syriza stadig er ret stor.
Regeringsskiftet i Grækenland sker allerede i dag, mandag.