Erdogan har tilføjet Rusland et sjældent nederlag – og han brugte Putins gamle trick

Krigen i Nagorno-Karabakh er slut – for nu. Med Putins egne midler lykkedes det Tyrkiet og Aserbajdsjan at tilføje Rusland et sjældent nederlag og tvinge arvefjenden Armenien i knæ.

Katedralen Ghazanchetsot i Shusha er blevet ødelagt af bombardementer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 26 år følte armenierne sig solidt ovenpå i konflikten med arvefjenden Aserbajdsjan.

Alle forsøg på en forhandlet løsning om republikken Nagorno-Karabakh var slået fejl, og Armenien følte sig tilsyneladende sikre på, at Rusland ville bremse enhver optakt til krig.

Men så besluttede Tyrkiets præsident Erdogan sig for at komme sit broderfolk i Aserbajdsjan til hjælp. Og han brugte et af Putins egne gamle tricks.

Det plejer nemlig at være Rusland, der med en overraskende manøvre vender krigslykken på slagmarken – og etablerer et militært faktum, inden nogen kan nå at gribe ind.

Det så vi i Ukraine i 2014, hvor russiske tropper i hemmelighed kom ukrainske separatister til undsætning. Og vi så det i Syrien i 2015, hvor russiske kampfly pludselig gik ind i borgerkrigen på regimets side og pressede oprørerne tilbage.

Denne gang var det Tyrkiet, der i al hemmelighed hyrede syriske lejesoldater og sendte topmoderne kampdroner til Aserbajdsjan, der har vist sig på afgørende vis at tippe magtbalancen i Nagorno-Karabakh.

Sent mandag aften gav planen pote med en ny våbenhvile, der gør en ende på seks ugers kampe i Nagorno-Karanakh og giver Aserbajdsjan mere, end de på forhånd turde håbe på:

  • Returnering af de aserbajdsjanske regioner rundt om Nagorno-Karabakh, som Armenien erobrede i 1990erne
  • Aserbajdsjan beholder nuværende erobringer i Nagorno-Karabakh
  • En ny vej fra Aserbajdsjan til eksklaven Nakhitjevan, kontrolleret af russiske grænsetropper

Sådan så kortet ud inden den seneste krig:

GRAFIK

Sådan ser det nye kort ud:

En klar taber og vinder

Der var ikke andet at gøre, undskylder Armeniens premierminister Nikol Pasjinjan sig i en video på sin Facebook-profil. Han underskrev kun nødtvunget våbenhvilen – og kun efter råd med hæren.

»Hvis de væbnede kampe fortsatte, ville vi have tabte hele Artsakh (armensk navn for Nagorno-Karabakh, red.) i løbet af nogle dage,« sagde Nikol Pasjinjan.

Men straks efter våbenhvilen blev kendt, stormede armenienere parlamentet og regeringsbygningen i hovedstaden Jerevan i vrede over »forræderiet«.

Hverken vagter eller politi søgte at holde menneskemængderne tilbage fra at hærge parlamentssalen og regeringskontorerne.

Parlamentsformanden blev hevet ud af sin bil og tæsket. Premierministeren kunne de vrede menneskemængder ikke finde, men fra hans bolig blev der angiveligt stjålet computere, ure og parfume.

I Aserbajdsjan kunne den enevældige hersker Ilham Alijev ikke lade være med at håne sin modstander i sin TV-transmitterede sejrstale til folket.

»Hvad skete der med Pasjinjan?« sagde han og grinede højt.

Samtidig sørgede han for at understrege, at våbenhvilen ikke siger noget om, hvad der skal ske med selve Nagorno-Karabakh, som Aserbajdsjan fortsat nægter at give afkald på som sit territorium.

»Og det vil heller ikke ske, så længe jeg er præsident. Da jeg tilbød dem autonomi, nægtede de,« sagde Ilham Alijev.

Det lokale »Jerusalem«

Sejren kom med Aserbajdsjans erobring af Shusha, en af de vigtigste byer i Kaukasus.

Placeret som et fort på en klippetop var den engang centrum for armenske handelsmænd og fødested for store aserbajdsjanske musikere og digtere.

Russiske fredsbevarende styrker nær grænsen til Armenien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Francesco Brembati/Reuters/Ritzau Scanpix.

Men nu har »Jerusalem i Nagorno-Karabakh« netop lagt jord til sin fjerde etniske udrensning på blot hundrede år, og dens rygende ruiner er også historien om hele den frodige bjergregion, skriver Kaukasus-eksperten Thomas de Waal i sin bog »Black Garden«.

Det er historien om, at armeniere og aserbajdsjanere engang var i stand til at leve dør om dør. Og at der aldrig bliver fred i Nagorno-Karabakh, hvis ikke de lærer at gøre det igen.

Ny magtbalance

Den seneste krig i Nagorno-Karabakh har dog ikke kun været et nederlag for Armenien, men også for hele den hidtidige magtbalance i regionen, som Rusland plejede at dominere.

Våbenhvilen skal overvåges af russiske fredsbevarende tropper, der allerede er ankommet til Nagorno-Karabakh.

Men aftalen er kun blevet til med accept fra Tyrkiet, og hele krigen er et bevis på øget tyrkisk indflydelse i området, mener den russiske analytiker Aleksandr Gabuev fra tænketanken Carnegie Moskva:

»Moskva er tilfreds med resultatet ud fra de muligheder, de havde at gøre med. Jeg har ikke mødt nogen russiske embedsmænd, der tror på, at Moskva nogensinde kunne kontrollere Sydkaukasus alene. Det er mere et spørgsmål om balance, end om dominans,« skriver Aleksandr Gabuev på Twitter.

Rusland er fortsat uundværlig, mens USA og Frankrig synes kørt helt ud på et sidespor i fredsforhandlingernen. Men samlet set, er det mere et nederlag end en sejr for Rusland, mener lektor Claus Mathiesen fra Forsvarsakademiet.

»Udfordringen består i at hindre yderlig tyrkisk indflydelse i regionen som rivaliserende stormagt – og ikke mindst som NATO-medlem – i deres egen baghave,« siger Claus Mathiesen.