Derfor hader folk Victoria Beckham og andre rige: De feder den gennem coronakrisen

Victoria Beckham flygter fra coronakrisen til sit landsted, feder den på Instagram og fyrer samtidig 30 ansatte. Briterne er vrede på hende – og sådan går det over hele verden. Hadet mod de rige og eliten ulmer, og det ser vi i tidens mest omstridte og effektive politiske reklame i USA: Et venstrepopulistisk kampråb mod Donald Trump.

Victoria Beckham er tidligere medlem af Spice Girls og driver nu blandt andet en modevirksomhed, hvor hun fyrede 30 ansatte og sendte dem på understøttelse. Mens hun og hendes mand, David Beckham (billedet), selv fedede den på Instagram fra deres landsted vest for Oxford. De er blot nogle af mange rige, som er blevet dyppet i skam og rullet i skældud for deres lidt for fede liv under coronakrisen – og det får konsekvenser. Daniel Leal-Olivas/AFP/Ritzau Scanpix

Victoria Beckham er kendt for aldrig at smile, og i øjeblikket har hun vitterligt ikke meget at smile af.

Det er lykkedes den tidligere model og popstjerne at blive en af coronakrisens hadeobjekter. »Jeg får lyst til at brække mig,« sagde en britisk TV-kommentator om hende, og en politiker kaldte hende for »stupid, uansvarlig og tankeløs«.