»Ærede borger, loven forbyder Dem at dække ansigtet til,« gjalder det igen og igen fra højttalerne på toppen af en varevogn.
Straks jeg kommer op fra metroen i Moskvas centrum, er stemningen anspændt. Hele den brede boulevard, hvor årets mindemarch for den dræbte politiker Boris Nemtsov skal finde sted, er spærret af politi og en lang række metaldetektorer med kamera på. Alle skal igennem og kropsvisiteres, hvis de vil deltage i dagens demonstration.