Danske politikere opfandt falske møder. Og pludselig er Ted Hui i Danmark - på flugt fra Kinas lange arm

Danske politikere spandt den perfekte dækhistorie, og nu befinder en af Hongkongs fremtrædende demokratiforkæmpere sig i Danmark. Han står frem i Berlingske og fortæller, at han ikke har tænkt sig at vende hjem.

Ted Huis øjne er røde af træthed. Han har kun fået få timers søvn og har jetlag efter sin rejse fra Hongkong til Danmark, men dette er nu ikke årsagen til de sitrende hænder og det anspændte blik.

Han lader blikket glide ned mod sin telefon inde fra cafébordet på Café Europa ved Strøget i København. Hvert minut tjekker han den for nye beskeder. Hans forældre, hustru og parrets to børn på seks og otte står lige nu i lufthavnen i Hongkong. Om to timer skal de stige om bord på flyveren til London. Hvis de ikke bliver stoppet.