Berlingske til pressemøde med Carrie Lam: »Jeg mener ikke, at Hongkongs frihed bliver undermineret på nogen måde«

Hongkongs leder Carrie Lams årlige tale til parlamentet skulle symbolisere en frisk start. Men talen blev aflyst, og hendes budskab om billigere boliger blev overskygget af den politiske uro.

Hongkongs leder, Carrie Lam, på podiet foran pressen i Hongkong. Miguel Candela/EPA/Ritzau Scanpix

Det var en rolig, rank og til tider smilende Carrie Lam, der stod i flade sorte sko og lys dragt på podiet foran pressen i Hongkong for at præsentere budskaberne i sin årlige tale i parlamentet.

Det var ikke til at mærke, at hun kun få timer forinden var blevet buhet ud af det lokale parlament af sine politiske modstandere og havde opgivet at holde årets vigtigste tale, Hongkongs svar på den amerikanske pendant om nationens tilstand. I stedet måtte hun udsende en TV-version, der var optaget på forhånd.