Analyse: Putin har leveret en »ublodig revolution« – og er ved at rydde vejen for at blive leder på livstid

Ruslands 67-årige præsident stod egentlig først til at gå på pension om fire år. Men interne magtkampe har presset ham til at sætte tronskiftet i gang nu. Alt tyder på, han har udset sig selv en ganske særlig rolle i Ruslands nye forfatning.

Der kan aldrig komme en ny Putin. Så meget ved vi med sikkerhed, efter Ruslands præsident, Vladimir Putin, onsdag præsenterede sine forslag til ændringer af Ruslands forfatning og skubbede grundlæggende rundt på magtbalancen – med en betragtelig svækkelse af præsidentens beføjelser.

Men tilsyneladende er det kun første skridt på vejen i Putins plan for at bevare den reelle magt – potentielt på livstid.