Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mens alles øjne i denne uge var rettet mod Iran og USA, kunne den russiske præsident, Vladimir Putin, tage på en sviptur til Syrien og Tyrkiet.
Først fløj han tirsdag på visit hos de russiske styrker i Syrien i anledning af den ortodokse kirkes jul, der falder 7. januar, og mødtes med den syriske præsident, Bashar al-Assad, i Damaskus. Og onsdag var han så i Istanbul for sammen med den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, at åbne en ny stor russisk gasledning under Sortehavet, TurkStream, der skal levere gas til Tyrkiet, Balkan og Centraleuropa.
Med ét besøg fik han således cementeret Ruslands position i Mellemøsten – og givet et afgørende stød til USAs ambitioner om at sælge mere flydende naturgas til Europa og reducere afhængigheden af Rusland.
TurkStream er nemlig blot den seneste af en række sejre for russisk gas i Europa. Kort før nytår blev Ukraine og Rusland enige om en ny femårig aftale om at sende russisk gas gennem Ukraine til Centraleuropa. Og om få måneder ventes Ruslands nye gasledning i Østersøen, Nord Stream 2, også at stå færdig.
Holder USA ude
De mange russiske veje til Europa vil gøre det meget svært for USA at gøre sige gældende i Europa med deres flydende naturgas, konstaterer energianalytikeren Nick Butler i Financial Times:
Nick Butler, energianalytiker »Putin har en bedre forståelse af energimarkedet.«
»Det kan godt være, at EU taler om at få energi fra flere forskellige leverandører, men Putin har en bedre forståelse af energimarkedet. Når Rusland sidder på den vigtigste infrastruktur, har de også sikret deres egen eksport,« skriver Nick Butler.
Rent praktisk kan russiske Gazprom nemlig holde prisen nede og sandsynligvis stå for en stabil andel af Europas gas, selv om gasforbruget skulle risikere at svinde ind gennem de næste 20 år.
En langsigtet plan
TurkStream har været mere end fem år undervejs og har ligesom Nord Stream 2 været igennem flere politiske kriser, inden den stod færdig.
Nu skal den hvert år føre 31,5 milliarder kubikmeter russisk gas 930 kilometer under Sortehavet til Tyrkiet, hvoraf en god del ryger videre til Bulgarien, Grækenland, Serbien, Nordmakedonien og senere Ungarn. De lande har hidtil fået en del af deres gas gennem Ukraine.
Den nye aftale med Ukraine skal sende 65 milliarder kubikmeter russisk gas gennem landet i 2020 og 40 milliarder kubikmeter de følgende fire år.
Angiveligt har Ukraine fået en lidt bedre pris for at transportere gassen, hvilket er en stor sejr for Ukraines præsident, Volodymyr Selenskyj.
Underminerer sanktioner
Til gengæld har Putin med aftalen også frataget amerikanerne et af deres bedste argumenter for at indføre sanktioner mod en anden ny russisk gasledning, Nord Stream 2, i Østersøen.
I december indførte Kongressen i USA sanktioner mod alle firmaer, der er med til at bygge Nord Stream 2, som amerikanerne betegner som en sikkerhedsrisiko for Europa og Ukraine.
Sanktionerne har mødt stærk modstand i EU og særligt i Tyskland. Og med et forbedret forhold mellem Rusland og Ukraine og en ny femårig transitaftale giver det ikke længere mening at italesætte Nord Stream 2 som et russisk forsøg på at omgå og isolere Ukraine.
Rusland står i øjeblikket for 40 procent af EUs gasleverancer, en smule mere end Norge. I alt leverede Rusland godt 200 milliarder kubikmeter gas til Europa sidste år.
