Analyse: Lige nu udgør hun den største trussel mod Putin

Mens den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnyj fortsat sidder fængslet, er en ny leder måske ved at vokse frem: hans kone. Det står klart efter nye demonstrationer mod præsident Putin, hvor modsvaret igen var hårdhændet.

De anholdt fru Navalnyj som noget af det første. De havde sendt en bil. Så hurtigt som muligt skubbede de fem hjelmklædte betjente hende ind i den mørkeblå minibus og kørte afsted, og denne gang begik de ikke samme fejl som sidst.

Det var tredje gang på godt en uge, hun kom i politiets hænder, og tempoet og hyppigheden siger næsten mest om, hvem 44-årige Julia Navalnaja er ved at forvandle sig til. Mens hendes mand, oppositionslederen Aleksej Navalnyj, sidder fængslet, er hun trådt frem på scenen som en ny samlingsfigur for de utilfredse russere.