Vesten jubler, når han trækker bukserne ned på Putin. Men hvorfor vil han ikke lægge afstand til sin sorte fortid?

44-årige Aleksej Navalnyj er blevet kaldt alt fra nationalist over liberalist til venstreorienteret. Men for ham er det alt sammen detaljer. Lige nu gælder det bare om at slå Putin og indføre ægte demokrati i Rusland.

I modsætning til de russiske magthavere er Aleksej Navalnyj ikke bange for at mødes åbent med folket. Det er en af forklaringerne på, at den karismatiske taler fra Moskva er blevet hele Ruslands oppositionsleder. Maxim Zmeyev/AFP/Ritzau Scanpix

Det havde været endnu et parlamentsvalg fuldt af åbenlys fusk, og nu sad en gruppe råbende regimemodstandere i Moskva ved endnu et møde og prøvede at blive enige om, hvordan de skulle markere deres modstand. Men pludselig ændrede stemningen sig, da en ung, kvindelig miljøaktivist henvendte sig til forsamlingen med et gravalvorligt udtryk i ansigtet:

»Jeg vil gerne takke Aleksej Navalnyj. Det er ham, der har forenet os,« sagde hun.