Det handler om vacciner. Men ingen kan rigtig pege på, hvad det præcist er med de vacciner, der er så vigtigt, at Danmarks statsminister Mette Frederiksen personligt rejser helt til Israel i morgen for at tale med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
Jo, Israel har været dygtige til at distribuere vaccinerne. Netanyahu har benyttet sin flair for at bruge magtens yderste, skarpe hjørner til at skaffe sig nok vacciner til Israels samlede befolkning. Det har næppe været billigt, men altså dygtigt, når man tager i betragtning, hvor meget EU-landene halter bagefter, siger flere kilder til Berlingske.