Sidste år tog Noma (igen) førstepladsen, og i år tilfaldt æren endnu en dansk restaurant.
Mandag aften blev The World's 50 Best Restaurants’ liste offentliggjort ved et show i Old Billingsgate Market, der engang var Londons fiskemarked.
Værten var Stanley Tucci, der er skuespiller, filminstruktør og gastronomisk interesseret, fik man at vide, inden Tucci selv kom i gang. Tucci fik sagt et par gange, at han var udmattet, inden det to timer lange show var slut, og Geranium kåret som den store vinder.
Søren Frank, Berlingskes madredaktør, siger om Geraniums sejr, at den er »helt vild«.
»Det er fantastisk overskudsagtigt, at et så lille land som Danmark kan tage førstepladsen det ene år, for så at have en restaurant, der kan tage over det næste. Det er Björn Borg-effekten, simpelthen,« siger Søren Frank i telefonen efter uddelingen, der sluttede 23:30 mandag aften.
Björn Borg-effekten hentyder til de svenske tennismestre, der fulgte efter Borg, som Mats Wilander og Stefan Edberg. Når den ene mester gik på pension, kom en anden, ny svensker, der kunne tage over. Og det er tilfældet med Geranium, som overtager førstepladsen fra Noma, mener Søren Frank.
Fra røven af fjerde til Champions League

»At Stanley Tucci også får sagt, at København er en af verdens gastronomiske hovedstæder, bliver også ved med at være utroligt, efter København i årevis jo var røven af fjerde division, hvad angår mad,« siger Søren Frank.
Når det så er sagt, siger han, at han nok havde set, at Geranium ville vinde – hvilket man også kan læse af Søren Franks seneste anmeldelse af Geranium, hvor han skrev, at Geranium var klar til at blive verdens bedste.
»Geranium havde gjort så meget, som den har gjort – også hvad der kræves af networking, invitationer af de rigtige og så videre. Og så har København et flow af folk og madturister, der kommer for at spise på byens nu mange, velkendte restauranter,« siger Søren Frank.
Da The World's 50 Best-listen sammensættes ved hjælp af både en regional jury og af internationale jurymedlemmer, er det nemlig essentielt, at jurymedlemmerne har haft en mulighed for at spise der.
Af samme grund er der også mange restauranter fra Mexico på listen, da Mexico var et land, som det var relativt nemt at rejse til, også under coronanedlukningerne, forklarer Søren Frank.
»Now it's time for some hygge, skål!«

Søren Frank er også stærkt imponeret over Jordnær, som sprang boblerlisten over og gik direkte til listen, hvor den nu ligger nummer 38 blandt verdens bedste restauranter.
»Det er også flot med Alchemist, som jo blev nummer 18. Det bliver spændende at se, om ikke de kommer yderligere op. Restauranten er jo endnu relativt ny, men jeg fornemmer efterhånden, at den kravler deropad. Om nogle år kan den måske nå helt op at blande sig i toppen. Men det kræver hårdt arbejde med at udvikle sig og med at holde kadencen,« siger Søren Frank.
Efter lidt forvirring, hvor Stanley Tucci havde glemt, at vinderen skulle holde en tale, fik Rasmus Kofoed lov, flankeret af Geranium-medstifteren Søren Ledet.
Efter Rasmus Kofoed havde holdt en fin tale om sin vej til gastronomiens tinder, og efter han takkede sin kone, personalet på Geranium og The World's 50 best, sluttede han på halvt dansk og halvt engelsk:
»Now it's time for some hygge, skål!«