På verdenskortet for vin er der enkelte områder og regioner, der traditionelt set har skilt sig ud med høj kvalitet og bred anerkendelse.
Dette gælder blandt andet Bourgogne-området i Frankrig eller Napa Valley i amerikanske Californien.
Et land har dog slået alle andre i forbindelse med verdens mest anerkendte og største vinkonkurrence, Decanter World Wine Awards.
Hele ti australske vine er ved konkurrencen blevet kåret som Best in show, og dette er flere end vine fra noget andet land, skriver CNN.
Blandt de australske vindere er kendte producenter som Penfolds og Jacob's Creek, men også vine fra regioner som Margaret River i det vestlige Australien og McLaren Vale i Sydaustralien blev hædret.
Frankrig og Spanien, der traditionelt har været anset som ubestridte mestre inden for vinproduktion, måtte hver nøjes med otte Best in Show-medaljer. Italien fulgte tæt efter med syv medaljer – alle for rødvine fra Toscana eller Piemonte.
Hvad angår vinproduktion, er Australien med en årlig produktion på over 1,3 milliarder liter nummer fem i verden.
De mest udbredte druesorter, der dyrkes i Australien, er røde druer som Shiraz, Cabernet Sauvignon, og blandt de hvide druer er det især Chardonnay, der dominerer.
I år markerede Decanters vinkonkurrence sit 20 års jubilæum. Konkurrencen omfattede cirka 74.000 flasker vin, der fra 60 lande blev sendt til London for bedømmelse. Hver vin var repræsenteret med fire flasker.
Bedømmelsen blev foretaget af næsten 240 eksperter fra hele verden, der samledes i april for at smage de mange tusinde flasker.




