Norske og svenske turister synes, at det er blevet for dyrt at besøge Danmark: »Det er trist«

De plejer at fylde godt i sommerlandet Danmark, men nu er piben ved at få en anden lyd. Berlingske har besøgt Nyhavn for at undersøge, hvad norske og svenske turister siger til valutakurser, der gør det markant dyrere for dem at holde ferie på dansk jord.

Selvom nordmænd og svenskere plejer at valfarte som turister til det danske ganske land, kan et andet billede være ved at tegne sig. Rune Øe

I snegletempo bevæger en stor menneskeflok sig hen ad de ujævne brosten, der er fundamentet for et af Københavns mest besøgte turistmål.

Området med de over 300 år gamle farverige huse er blevet et mekka for rejsende, der strømmer til for at smage et stykke dansk smørrebrød og en fadøl eller en skaldyrstallerken med kølig hvidvin i glasset.