Den anerkendte liste Europe Top Restaurants fra Opinionated About Dining (OAD) er netop udkommet med anbefalinger til de bedste spisesteder i 2025.
En række danske restauranter er på listen, og den københavnske restaurant Alchemist har endnu en gang indtaget førstepladsen.
Opinionated About Dining anmelder mad ud fra et unikt princip: Anmelderens stemme er vægtet på baggrund af erfaring og antallet af restaurantbesøg.
»Det betyder utrolig meget for både mig og hele teamet, at så mange i OADs dedikerede panel har stemt på os,« siger Rasmus Munk, der er køkkenchef og medejer af restauranten.
Det er femte år i træk, at Alchemist har fået førstepladsen – og første gang i OADs historie, at en restaurant har fået førstepladsen så mange gange i træk.
»Fem gange i streg – sikke en ære!« skriver Rasmus Munk i et Instagram-opslag.
Hvis man bestiller restaurant Alchemists menu »Holistic Cuisine«, får man serveret 50 – ikke retter, men »indtryk«. En aften på restauranten er en »dramatisk dragende, sanselige oplevelse« ifølge menukortet, hvor lyd, lys og teknologi også er en del af smagsoplevelsen.
Den svenske restaurant Frantzén indtog andenpladsen, og den tyske restaurant JAN blev tildelt tredjepladsen ved årets OAD-kåring af Europas bedste restauranter.
Der er i alt 27 danske restauranter blandt de 673 restauranter, som optræder på listen.
Her er de ti danske restauranter, der har fået højest rangering i år:
Alchemist (1)
Noma 2.0 (8)
Restaurant Jordnær (9)
Kadeau Bornholm (11)
Geranium (18)
Kadeau (41)
Koan (49)
AOC (53)
Henne Kirkeby Kro (77)
Alouette (100)