»Intet kan tilsyneladende leve på den gamle, perfekt beliggende kro.«
Sådan lød dommen fra Berlingskes mad- og vinanmelder, Søren Frank, om Skovriderkroen, der holder til på Strandvejen i Charlottenlund.
Koncepter og restauranter på stribe har nemlig måttet dreje nøglen om i bygningen, som Søren Frank tidligere på året dømte »Dødens Kro.«
Men det skal et nyt koncept nu forsøge at lave om på.
Fremover vil man kunne nyde bistroklassikere for »småpenge«, skriver migogkbh.
Bouillon-effekten
Tidligere i år måtte restauranten MASH efter 14 år på adressen lægge kniven i skuffen og lukke døren bag sig på i den gamle bygning, hvor der har været kro siden 1936.
Nu skal de selvsamme lokaler fremover huse bistroen: La Table.
Ejerne, Copenhagen Concepts, er stadig de samme. Med kæder som MASH og Bistro Sommelier vil folkene bag nu forsøge sig med konceptet af fransk bistromad til overkommelige priser.
Et koncept, der er stærkt inspireret af kæmpesuccesen »Bouillon«, der mildt sagt har sat sit præg på den københavnske restaurationsscene, og som Berlingskes anmelder Søren Jacobsen Damm i 2023 kaldte for en »game-changer.«
En game-changer blev det da også.
I april i år åbnede Sovino-kæden nemlig deres eget bud på en fransk bistro, der kunne servere god, fransk mad til priser man ikke har set siden 00’erne.
Nu er den tredje på vej - og billigt bliver det.
Menuen byder nemlig på forretter for 38 kroner og hovedretter mellem 95-158 kroner.
Måske skal man også lade bilen stå hjemme og satse på den offentlige transport, hvis man lægger vejen forbi Skovriderkroen. Et glas Gin & Tonic står til 48 kroner, en stor øl til 40 kroner, og så serveres vinen i karafler, hvor prisen starter ved 68 kroner for 25 cl og ender på 190 kroner for 75 cl.
Der er nok for pengene. Selvom restauranten først åbner dørene 17. september, så er det nok en god idé, at bestille bord i god tid.
La Table vil have åbningstider fra 11:30 til 22:00 hele ugen. Du kan se den fulde menu her.