Det viser sig, at der åbenbart er salg i Irma-brandet alligevel.

For selvom den sidste Irma-butik for længst er lukket, udvider Coop nu sortimentet af produkter, der har Irma-pigen på. 

Man begyndte nemlig i 2024 at sælge Irma-produkter såsom Irma-kaffe og Irmas saucer i hele landet fremfor kun i hovedstaden. Og det har været en succes, idet salget af varerne ifølge en pressemeddelelse er steget med 20 procent, i forhold til da varerne blev solgt i Irma-butikkerne. 

Og nu vil man tilføje minimum 100 nye produkter til Irma-serien, der allerede tæller 150 produkter, lyder det.

»Jeg er meget tilfreds med, at vi er lykkedes med ikke bare at holde liv i det ikoniske brand, men faktisk at gøre Irma til en vareserie med national appel og popularitet og ikke mindst med stigende salg til følge,« siger Jeff Salter, kategoridirektør i Coop, i en pressemeddelelse.

Coop skriver ikke noget om, hvilke nye produkter der er tale om. 

Der er en række forskellige Irma-produkter, og nu kommer der endnu flere. 
Der er en række forskellige Irma-produkter, og nu kommer der endnu flere.  Coop Danmark

Coop mente som bekendt ikke, at det kunne holde liv i selve Irma-butikkerne, og den sidste lukkede i foråret 2024. 

Men den tidligere Irma-direktør Alfred Josefsen er sammen med en række tidligere Irma-ledere på vej med et alternativ til de mange, der savner butikkerne. 

Alma, som det nye såkaldte madmarked skal hedde, åbner 27. marts på Sylows Allé på Frederiksberg, og senere følger en butik på Store Kongensgade i Indre By. 

»Butiksmæssigt vil vi gerne opleves som en Irma, forstået på den måde, at nogle af de værdier, atmosfæren, overskueligheden, kundeservicen og sanseligheden, den ønsker vi i høj grad også at skabe med vores nye butikker,« sagde Alfred Josefsen til Berlingske sidste efterår. 

Få »God smag« direkte i din indbakke

Gastronomiredaktør Søren Jacobsen Damm forsyner dig hver fredag med en velsmagende opskrift, nyt om den gastronomiske scene og et par anbefalinger.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.