Det australske firma Vow, der specialiserer sig i at »dyrke« kød, har lavet en kødbolle af mammutkød.
Mammutten har ellers været uddød i mellem 10.000 og 14.000 år.
Cellerne, der producerer mammutkødproteinet, blev skabt på Australian Institute for Bioengineering ved University of Queensland i samarbejde med professor Ernst Wolvetang. Det skriver The Guardian.
Årsagen til projektet er dels at demonstrere potentialet i at dyrke kød fra celler fremfor med den normale metode, dels at gøre opmærksom på, hvordan den industrialiserede kødproduktion går ud over vild natur og medvirker til klimakrisen, siger George Peppou, administrerende direktør i Vow, til The Guardian:
»Vi har et problem med at ændre adfærd, når det gælder kødforbrug. Målet er at omstille et par milliarder kødspisere fra at spise konventionelt animalsk protein til at spise ting, der kan produceres i elektrificerede systemer.«
Der er mange firmaer, der arbejder på laboratoriedyrket svine-, okse- og kyllingekød – altså kød dyrket fra celler fra dyrene, og ikke et kødalternativ lavet af planteproteiner.
Men Vow arbejder ifølge The Guardian på helt nye former for laboratoriedyrket kød i håbet om, at det er nøglen til at få folk til at prøve noget nyt.
»Og vi mener, at den bedste måde at gøre det på er at opfinde kød. Vi leder efter celler, der er nemme at dyrke, virkelig velsmagende og nærende, og så blander og matcher vi disse celler for at skabe virkelig velsmagende kød,« siger George Peppou.
Det er lidt mærkeligt
Firmaet har derfor allerede forsøgt sig med blandt andet krokodille-, kænguru-, bøffel- og påfuglekød.
Det første kød, som man kommer til at kunne købe af firmaet, kommer fra japanske vagtler. Kødet forventes at blive leveret til restauranter i Singapore i løbet af 2023, skriver avisen.
Professor Wolvetang siger til avisen, at han godt forstår, hvis man er forbeholden over for ideen.
»Det er lidt mærkeligt og nyt – sådan er det altid i starten. Men fra et miljømæssigt og etisk synspunkt synes jeg personligt, at dyrket kød giver god mening,« siger han.
Ingen har endnu smagt mammutkødbollen, fordi selve proteinet ikke er blevet set i tusinder af år, og derfor ved man ikke, hvordan menneskers immunforsvar ville reagere på det. Det ville dog formentlig være muligt at ændre på proteinet, så mennesker ville kunne tåle det, siger Ernst Wolvetang.
FNs Klimapanel sagde i 2019, at en massiv omlægning til en mere plantebaseret kost kan være et vigtigt værktøj for at mindske effekterne af klimakrisen.
Kostændringer kunne ifølge rapporten frigøre »flere millioner kvadratkilometer jord« og medføre en reduktion i udledningerne af drivhusgasser på mellem 0,7 og 8,0 gigaton CO₂-ækvivalenter årligt i 2050, afhængigt af hvor meget mindre kød, verdens befolkning spiser. Otte gigaton CO₂-ækvivalenter svarer til omtrent 15 procent af den globale udledning i 2017.