Den danske restaurant Alchemist, som ligger i København, indtager femtepladsen på listen over verdens bedste restauranter.
Det er offentliggjort ved en prisuddeling i den spanske by Valencia tirsdag aften.
Alchemist vandt tidligere på aftenen desuden en særpris for sin gæstfrihed.
Det er World Best Restaurant Academy, der hvert år rangerer verdens bedste restauranter.
Akademiet består af over 1000 medlemmer, som er udvalgt på baggrund af deres kendskab til den internationale madscene.
En tredjedel af dem er kokke og restaurantører, mens de andre to tredjedele udgøres af henholdsvis madskribenter og berejste gastronomer.
Danske restauranter har flere gange toppet listen. Senest lå Geranium i København øverst på listen sidste år.
/ritzau/