Årets nye restaurant i Tivoli: Støjhelvedet serverer fisk og skaldyr til folket

Figaro i Tivoli er en tvilling til Nyhavns Havfruen, og menukortene er identiske. Det er priserne også, og det var en behagelig overraskelse. Men et helt lykkeligt bryllup mellem Nyhavn og Tivoli er der ikke tale om.

 
Få et kig ind i restaurant Figaro i Tivoli. Video: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Inden han fik ideen til en forlystelseshave på Københavns gamle volde, var Tivolis grundlægger, Georg Carstensen, redaktør af et blad ved navn Figaro. Økonomien i bladdrift var heller ikke specielt god i 1840, så for at få gang i salget arrangerede han en fest i Kongens Have, hvor adgangsbilletten var et abonnement på Figaro. Kom så ikke og sig, at smarte marketingtiltag er noget moderne! Til festen engagerede han i øvrigt H.C. Lumbyes orkester, og deres samarbejde fortsatte, da Carstensen tre år senere åbnede Tivoli. Selveste »Champagnegaloppen« er faktisk skrevet til Tivolis to års fødselsdag i 1845.

Figaros østers-smagesæt (230 kroner) med tre slags østers: fine de claire, perle blanche og Gillardeaus no. 3. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Der var således ingen vej uden om at indlede med et glas bobler, da vi forleden besøgte årets nye restaurant i den gamle have. Restauranten er en fiske- og skaldyrsbistro, opkaldt efter Figaro, og den cremede champagne fra Albert Levasseur (165 kroner glasset) var med sine 80 procent meunier-druer og fyldige og toastede smag af ristet smørbrioche perfekt til vores indledende snacks: en dåse spanske sardiner i olivenolie. Det kan synes mærkeligt at gå i Tivoli for få serveret tre sardiner i dåse, men Ortiz’ sardiner er håndrensede og -pakkede og olivenolien, de svømmer i, god, så selv om vi egentlig helst ville have haft Ortiz’ ansjoser (de var udgået), så var det en fin start, især fordi de blev serveret med godt, hjemmebagt brød. Sardinerne blev efterfulgt af et af Figaros østers-smagesæt (230 kroner) med tre slags østers: fine de claire, perle blanche og Gillardeaus no. 3. Jeg er vild med producenten Gillardeaus østers, der er særdeles kødfulde og mineralske, men denne her  fik kamp til stregen af den noget mindre perle blanche, hvis lavere saltindhold tillader østerssmagen at træde tydeligere frem.

Figaro er en tvilling til Nyhavns Havfruen, og menukortene er identiske. Det er priserne også, og det var en behagelig overraskelse, at de ikke lige havde fået det sædvanlige Tivoli-nøk oveni.

Vi delte tre forretter: laksetatar, skagenstoast og calamari.

Laksetatar. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

De lagde sig i hver sin ende af karakterskalaen. Calamari-blæksprutteringene var – da vi først fik dem befriet for deres tykke paneringspanser – seje som elastik og uden nævneværdig smag. Laksetataren var god, og de fintskårne stykker af fersk laks blandet op med ditto af røget laks gav sammen med toppingen af blandt andet frisésalat og krydderurter den fede laks et bittert modspil. Helt i top var vores skagenstoast, der trods sit navn er opfundet i 50erne af den svenske kok Tore Wretman. Dels var den underliggende toast smørristet, hvad der er en vigtig del af smagen sammen med cremefraicheopblandet mayo, dild og en klat lakserogn på toppen, dels havde nordsørejerne (og der skal være rigeligt af dem) både bid og smag, netop fordi de var håndpillede og ikke havde fået deres smag og struktur udvandet ved, som i industrien, hårdhændet at få skyllet skallerne væk.

 

Skagenstoast. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Figaro får – ganske som Havfruen – sine bæredygtigt fangede fisk og skaldyr fra Fiskerikajen. Derfra kom også mit kolde skaldyrsfad, der mindede en del om det Fruits de Fisk til Folket, som jeg har bestilt som takeaway fra Fiskerikajen flere gange i coronatiden, blot med den forskel, at hér havde de to jomfruhummere fået en tur i ovnen efter at være penslet med olivenolie og persille.

Ellers bestod fadet af en halv canadisk hummer, to østers, tre krabbekløer og pil selv-rejer samt en tomatiseret mayo med et vist punch (og en lille flaske tabasco til mayo-masochister!). Rejerne var desværre ikke de fine sager fra skagenstoasten, men var søkogte og meget salte, og to af de tre krabbekløer var nærmest konsistensløse. Krabbemarv, som min medspiser kaldte det, og det var egentlig en meget passende betegnelse for det geléagtige fyld, der føltes helt forkert i munden. Mit bud er, at krabbekløerne er kogt et godt stykke tid i forvejen og så har ligget i lage. Det tilfører smag (og hjælper, når bonrykket kommer, og der skal sendes X antal skaldyrsfade ud fra køkkenet i en fart), men her havde to af krabbekløerne desværre ligget så længe i lagen, at de nærmest var opløste. Den tredje var helt fin, men én ud af tre er ikke godt nok, når man betaler 475 kroner for et enpersons skaldyrsfad.

Lille skaldyrsfad til én person. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Så var tilfredsheden anderledes stor på den anden side af bordet, hvor min medspiser hyggede sig gevaldigt med en hel bagt rødtunge, serveret med semitørrede tomater, nye kartofler, brødkrummer, hakkede hasselnødder og brændt grønkål. Fisken var bagt næsten helt perfekt og havde masser af smag, og crusten sad lige i skabet med både smag og mundfølelse. Det kan man desværre ikke sige om et glas californisk pinot noir (Hometown, 115 kroner) fra Hitching Post, der var så marmeladeagtigt og fadpræget, at det bekræftede alle ens værste fordomme om californisk vin.

Hel bagt rødtunge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Alle Figaros vine kommer fra samme forhandler, og selv om især de hvide passer fint til fisk og skaldyr, så siger det noget om stedets vinøse ambitioner (eller mangel på samme), at man sådan lægger vinudvalget helt i hænderne på én importør. Og så skal Figaro gøre noget ved sin akustik, der er en af de værste, jeg har udsat mine ører for i nyere tid.

Fiske- & skaldyrsbistro Figaro i Tivoli. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Lokalerne med udsigt til Plænen, der før rummede Promenaden, er i hvert fald i stueplan udstyret med glasloft og -vinduer samt flisegulv, og vi fik næsten ondt af den stakkels tjener, der i støjhelvedet kæmpede med at forstå, hvad vi sagde, men til forretter og mit skaldyrsfad lykkedes det dog at finde en udmærket flaske hvidvin fra Rías Baixas i Spaniens nordvestlige hjørne. Atlantis (450 kroner) er lavet på den aromatiske albariño-drue, der med et frisk antrit, citrus i næsen og en let salt eftersmag er som skabt til skaldyr. Der er mange gode takter på Figaros forsøg på at bringe fisk og skaldyr ud til (tivoli) folket, men et helt lykkeligt bryllup mellem Havfruen i Nyhavn og Tivoli bliver det på grund af krabbemarv og elastiksprutte ikke til. Den opmærksomme betjening, der kæmpede en heroisk kamp mod akustikken, hiver dog lige karakteren op på tre stjerner.

Figaro

Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København V, tlf. 40 87 27 00

Priser: Vin fra 300,- hovedretter 165,- lille skaldyrsfad 475,-