»Som hvis en bistro fra Marseille mødte haverne i Marrakesh.«

Sådan præsenterer restaurant Le Jardin sig på sit menukort, og med en placering på hjørnet af Grønnegade og Ny Østergade virkede det tillokkende med en blanding af sydfranske og nordafrikanske retter på en af årets sidste rigtige sommeraftener. Især fordi Le Jardin har en stor udeservering. Men den kan ikke reserveres, fik vi at vide ved ankomsten, så vi måtte i stedet trække indenfor i den mørke restaurant, som vi i starten da også havde helt for os selv.