Frankrigs forsvarsminister er ikke hvem som helst. Slet ikke i de dele af verden, hvor den tidligere kolonimagt fortsat har vigtige interesser og stor indflydelse.
Derfor tages sagen alvorligt, når man som toppolitiker eller erhvervschef angiveligt har ham i røret. Også selv om det er med besynderlige anmodninger om millionbeløb, som den franske stat nok selv burde kunne rejse.
Det var denne ærefrygt for en af Europas mest magtfulde mænd, som en gruppe usædvanligt frække svindlere satte sig for at udnytte. Med brug af en bizar modus operandi, som allerede er blevet »foreviget« på film, længe inden retssagen mod de angivelige gerningsmænd i denne uge startede i Paris.
Ved at udgive sig for at være daværende forsvarsminister Jean-Yves Le Drian og hans nærmeste medarbejdere kontaktede de i 2015-2016 en lang række højtstående – og formuende – personligheder for at bede om finansiel støtte i millionklassen.
Pengene skulle bruges til at frikøbe gidsler hos mellemøstlige terrorgrupper og ville i øvrigt senere blive betalt tilbage, lød forklaringen.
En indledende e-mail blev fulgt op med telefonkontakt og videosamtaler via Skype, hvor en af svindlerne iført en silikonemaske og i en kulisse, der udstyret med trikoloren og EUs tolvstjernede flag var en tro kopi af ministerkontoret, gav den som Le Drian.

Blandt de omkring 150 mål for det dristige svindelnummer var præsidenterne for Niger og Gabon, franske businessfyrster som Bernard Arnault (adm. direktør i LVMH Moët Hennessy – Louis Vuitton SE, verdens største luksusvarevirksomhed, red.) og Henri de Castries (indtil 2016 adm. direktør i forsikringsgiganten AXA, red.) samt højtstående medlemmer af den katolske kirke.
Langt hovedparten af de potentielle ofre udviste rettidig omhu og tog »bagom« kontakt til det franske forsvarsministerium, inden de begyndte at overføre penge til konti i Polen, Dubai og Kina.
Men de få gange, svindlerne fik bid, var der bingo på alle plader.
Således betalte lederen af den shiamuslimske sekt ismaelitterne, Aga Khan, 20 millioner euro. Den tyrkiske foretningsmand Inan Kirac blev lænset for hele 50 millioner euro, mens vindronningen Corinne Mentzelopoulos slap med fem millioner euro.
Fyrst Albert af Monaco var næste i rækken
Efter at forsvarsministeriet for et par år siden gjorde politiet opmærksom på svindelkampagnen, rettede mistanken sig hurtigt mod en 54-årig fransk-israeler.

Gilbert Chikli, som han hedder, er berømt og berygtet for en række lignende fupnumre, hvor han – hjulpet på vej af et usædvanlig velsmurt stemmebånd – narrede penge ud af sine ofre ved at udgive sig for at være efterretningsagent eller topchef i erhvervslivet.
Da han sammen med en anden af de angivelige svindlere i sommeren 2017 blev anholdt i Ukraine, fandt efterforskerne indicier på, at han planlagde en ny operation. Denne gang ved at give sig ud for at være fyrst Albert af Monaco.
Chikli nægter sig skyldig, men flere af de potentielle ofre genkender hans stemme fra samtalerne med den falske Le Drian.
Samtidig advarer udenrigsminister Jean-Yves Le Drians advokat mod at romantisere det ekstravagante svindelnummer:
»Han er ikke en Robin Hood men en kynisk forfører, der bruger frygten for terrortruslen til at opnå sine mål.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.