Vestager fik sit drømmejob – og Silicon Valley sin »værste fjende«

Hun kaldte sig ydmyg og beæret, men Margrethe Vestager har med sin rolle i den nye Europa-Kommission fået det præcis, som hun kunne have ønsket sig. Til gengæld vil begejstringen være mindre på den anden side af Atlanten.

ARKIVFOTO: Margrethe Vestager lignede den store sejrskvinde, da Ursula von der Leyen tirsdag præsenterede sin nye kommission. Danskeren bliver ikke alene viceformand i den nye kommision – hun fortsætter også som konkurrencekommissær. HAYOUNG JEON

De var 26 kommissærer, der blev præsenteret. Det var 26 politikområder, der blev offentliggjort – heriblandt flere nye – og som samlet vil sætte retningen for det europæiske arbejde de næste fem år.

Men det var en dansker, som løb med det meste af opmærksomheden, da den kommende kommissionsformand, Ursula von der Leyen, tirsdag præsenterede sin nye kommission i Bruxelles.