Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Forfatter J.K. Rowling er med sine bøger om troldmanden Harry Potter gennem årene blevet hyldet for at have fået millioner af børn til at læse og finde glæden ved litteratur.
Bøgerne er blandt de mest solgte i verden og har i snart 25 år tryllebundet generationer af børn.
Alligevel udstyres »Harry Potter og De Vises Sten«, den første i serien om drengen, der ikke kunne slås ihjel, nu med en advarsel på University of Chester.
Det skriver blandt andet The Times.
Advarslen følger i kølvandet på nogle kaotiske år for forfatteren bag bøgerne, hvor flere kontroverser har klistret sig til J.K. Rowling.
Først blev hun sendt ud i et omfattende stormvejr efter et tweet, som mange opfattede, som om hun udtalte sig transfobisk. Senest er hun blevet beskyldt for antisemitiske skildringer i Harry Potter-bøgerne.
University of Chester har, ifølge The Daily Mail, nu valgt at indsætte en såkaldt indholdsadvarsel på en pensumliste, hvor blandt andet »Harry Potter og De Vises Sten« indgår. De to øvrige bøger på pensum er »Hunger Games« af Suzanne Collins og »Det Gyldne Kompas« af Philip Pullman.
Advarslen lyder, at bøgerne indeholder »vanskelige samtaler om køn, race, seksualitet, klasse og identitet«.
Bøgerne er på pensumlisten på et fag om litteratur for engelskstuderende på første år.
»Hvis nogen har problemer med indholdet, bedes du kontakte kursuslederen for at gøre opmærksom på det,« lyder det afslutningsvis i advarslen.
En talsmand for universitetet beskriver advarslen som en »generisk paragraf« og forklarer til britiske medier, at advarslen ikke er rettet »specifikt mod de tre tekster«, men fremgår på flere pensumlister.
Ifølge The Daily Mail, der har fået adgang til en lang række pensumlister fra kurser på universitetet, har ingen af de andre kurser angiveligt samme indholdsadvarsel.
De andre pensumlister indeholder blandt andet værker af William Shakespeare, Charlotte Brontë og Arthur Conan Doyle.
University of Chester forklarer, at de med indholdsadvarslen ønsker at »fremme snarere end undgå« at diskutere vanskelige spørgsmål, som deres studerende kan opleve efter at have læst bøgerne på kursets pensum.
Svære temaer afspejler det virkelige liv
De senere år har flere universiteter og skoler i særligt USA og Storbritannien valgt samme tilgang som University of Chester i håb om at sikre, at alle studerende og elever føler sig værdsat og inkluderet.
Flere steder har det også ført til censur af bøger, der ikke må læses på de pågældende skoler. Det gælder blandt andre forfatter Laura Ingalls Wilder, der har skrevet »Det lille hus på prærien«. Hun kritiseres for sin måde at omtale og skildre det oprindelige folk (indianere) i sine bøger.
University of Chesters advarsel bliver mødt med kritik.
Det konservative medlem af parlamentet, Andrew Bridgen, kritiserer University of Chester for at misforstå, hvad bøger har til formål.
»Børn forstår, at historier uden svære temaer ikke afspejler det virkelige liv. Børn og unge er fantastisk robuste. Det er meget trist, at universiteter forsøger at frarøve dem den modstandskraft med latterlige indholdsadvarsler,« forklarer han til The Times.
På Twitter vækker University of Chesters beslutning også undren.
»Bogen har intet at gøre med køn/sex,« lyder en af kommentarerne.
»Advarsel mod hvad helt præcist? Noget specifikt i bogen, eller fordi de er imod J.K Rowling som individ,« lyder en anden kommentar.
J.K. Rowling har ikke kommenteret advarslen.