Udfordring i Udkantsnorge: Dansk rektor for universitet spredt ud over 900 kilometer

Hanne Solheim Hansen valgte som ung det danske studie fra og det norske til. Det har nu bragt hende i spidsen for den akademiske uddannelse i et af de nordligste og tyndest befolkede områder i Europa. Det er ikke en nem opgave – specielt ikke lige nu. Og det hele begyndte egentlig med atomkatastrofen i Tjernobyl.

Hanne Solheim Hansen besluttede som ung at narre sig til at flytte sine studier fra Danmark til Norge. Nu er hun rektor for et universitet, der er spredt ud over næsten 1.000 kilometer. Svein-Arnt Eriksen, Nord universitet/handout

Under besøg i sommerhuset nær fødegården ved Nysted i det sydlige Lolland tænker den nyudnævnte rektor for det norske Nord universitet nogle gange over, at det er »virkelig mærkeligt«, at man kan befinde sig i Udkantsdanmark kun et par timers kørsel fra København.

I slutningen af juni blev Hanne Solheim Hansen udnævnt til leder af universitetet i Nordnorge, og det er Udkantsnorge på en noget anden måde end syd for Sjælland, konstaterer hun.