Tyskland og Østrig viser vejen: Har aftalt at åbne grænsen

Kontrollen ved den tysk-østrigske grænse vil blive lempet fra på fredag og bliver helt fjernet 15. juni. Det skal redde Østrigs turistindustri. Også i Danmark er der pres for at få åbnet grænsen til Tyskland.

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den danske regering tøver med at genåbne grænserne, men nu viser Tyskland og Østrig vejen. 15. juni vil den midlertidige grænsekontrol mellem de to lande helt blive fjernet.

Allerede fredag forsvinder de første restriktioner, meddelte den østrigske turistminister, Elisabeth Köstinger, ifølge Der Spiegel.

Aftalen mellem Østrig og Tyskland kom i stand ved en telefonsamtale tirsdag mellem den tyske kansler, Angela Merkel, og den østrigske regeringsleder, Sebastian Kurz.

Senere onsdag skal den tyske regering diskutere de videre skridt, efter at regeringslederne er blevet enige om grænseåbningen. Den tyske regering er desuden ligesom den danske regering under pres for at åbne den dansk-tyske grænse.

En række danske partier uden om regeringen ser gerne grænserne åbnet, så eksempelvis tyske turister kan komme til Danmark og give en økonomisk indsprøjtning til det hårdt ramte turisterhverv.

Den østrigske turistindustri er stærkt afhængig af tyske feriegæster, og i hele Europa bliver de lukkede grænser et mere og mere akut problem, mens sommeren nærmer sig.

Tyskland lukkede grænsen til Østrig 16. marts, og Østrig fulgte op med en lukning den anden vej få dage senere. Som med den dansk-tyske grænse er der undtagelser for pendlere og godstransport.

Men nu åbner flere og flere lande deres samfund op igen, og det får feriegæster og turisme til at virke som en realistisk mulighed denne sommer.

Turismen er hårdest ramt

For kun få uger siden var det blot en fjern drøm med den generelle krisestemning, men nu oplever en række lande ligesom Danmark faldende antal bekræftede smittede, døde og indlagte med covid-19, mens andre i det mindste har stabiliseret situationen.

EUs økonomikommissær, Paolo Gentiloni, har i en pressebriefing sagt, at Europas turistindustri »helt klart er den hårdest ramte sektor« under virusepidemien, og at indtægterne fra turisme kan falde med 40 procent i 2020.

I den politiske aftale for genåbning i Danmark er partierne enige om, at regeringen skal melde ud om grænsekontrol og indrejseforbud samt de skærpede rejsevejledninger senest 1. juni. I weekenden meddelte Udenrigsministeriet, at rejsevejledningen, der fraråder ikke-nødvendige rejser til samtlige lande i verden, forlænges, så den gælder til og med 31. maj.