Belgien er nu det land, der er hårdest ramt af coronavirus. Hvis man måler på det officielle dødstal i forhold til landets størrelse, har belgierne overtaget den uønskede, triste status fra Spanien, men der er en forskel: I de tomme spanske gader er tragedien kun alt for tydelig, mens belgierne trods skrappe restriktioner kan nyde det gode vejr i parken og er begyndt at købe ind til at gøre haven forårsklar.
Så hvorfor kan en belgier i Bruxelles fortælle over nettet til Berlingske, at »her er absolut ingen panik i Belgien. Alle er dødtrætte af krisen, men vi har det o.k.«, samtidig med at en lavere dødelighed skaber desperation og en panisk stemning i lande som Spanien, Italien og USA?