Testudstyr Made in China: »Med den kvalitet kan det ikke bruges til noget«

De spanske sundhedsmyndigheder er nødt til at skrotte et større parti lyntests, efter at eksperter har givet dem dumpekarakter. Det defekte materiale er indkøbt i Kina, men det asiatiske lands ambassade i Madrid lægger afstand til leverandøren.

»Test, test, test,« lyder mantraet fra verdenssundhedsorganisationen WHO. Og det er præcis, hvad myndighederne har tænkt at gøre i Spanien, hvor coronavirusepidemien de seneste dage er eksploderet med dødstal, der overgår Italien.

Til formålet har regeringen købt 340.000 kit med lyntests fra Kina, der på 10-15 minutter kan afgøre om en person er smittet. De skulle efter planen i disse dage distribueres med sundhedspersonale og plejehjemsbeboere som første prioritet. Der er bare et problem:

»Testene har slet ikke den nødvendige præcision,« siger en kilde fra et af de laboratorier, der har testet testmaterialet, til avisen El País, mens en anden tilføjer:

»Med den kvalitet giver det ingen mening at anvende testene.«

En sundhedsarbejder tager en prøve på en politibetjent i Madrid. En lyntest kunne i løbet af 10-15 minutter afgøre, om han er smittet. Men indførelsen af dem må vente efter afsløringen af defekter i et parti testkits indkøbt i Kina. MADRID CITY HALL HANDOUT/EPA/Ritzau Scanpix

Lyntestene burde med 80 pct. sikkerhed kunne afgøre om en person er smittet. Men den såkaldte følsomhed er helt nede på 30 pct. i det materiale, som den spanske regering har indkøbt hos det kinesiske selskab Shenzhen Bioeasy Biotechnology.

Dermed forsvinder hele ideen med at lave lyntest som førstesortering blandt mulige nye tilfælde. Med så stor usikkerhed er man nemlig nødt til alligevel at udføre en langt mere ressourcekrævende PCR-laboratorietest som kontrol.

Kina garanterer kvaliteten af donationer

Laboratorierne har i et dokument, som flere spanske medier har læst, informeret regeringen om, at »resultaterne (af undersøgelsen af testenes kvalitet, red.) gør det umuligt at introducere dem i (sundhedspersonalets) arbejdsrutiner«.

Det spanske sundhedsministerium oplyser, at det kun er et bestemt parti af de 340.000 kits, som ikke lever op til den forventede standard.

Også fra kinesisk side bliver der vasket hænder.

Efter afsløringen af de defekte tests forsikrer det asiatiske lands ambassade i Madrid via Twitter, at Shenzhen Bioeasy Biotechnology ikke står på de kinesiske myndigheders liste over anbefalede leverandører.

Ambassaden understreger også, at såvel de kinesiske myndigheders som Alibaba-bossen Jack Ma's donationer til en række lande, heriblandt Danmark, ikke omfatter produkter fra Shenzhen Bioeasy Biotechnology.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa