På E22-motorvejen i Skåne var tre køretøjer involveret i ulykker med vildsvin i løbet af en halv time i sidste uge. En af ulykkerne endte med, at en mand mistede livet, efter at han kolliderede med en lastbil, der havde ramt et vildsvin.
I år bliver et nyt rekordår for antallet af vildsvineulykker i Sverige, skriver det svenske nyhedsbureau TT.
I 2011 registrerede Sveriges nationale vildtulykkesråd, Nationella Viltolycksrådet, 2.647 ulykker, hvor vildsvin var involveret. Sidste år var det antal steget til 6.082 – og i år er det altså endnu højere.
»Det skal blive en usædvanlig december, hvis vi ikke slår rekord igen,« siger Anders Sjölund fra den svenske trafikstyrelse, Trafikverket.
Det stigende antal ulykker skyldes, at vildsvinene bliver flere og flere. Tidligere levede vildsvin hovedsageligt i de sydlige dele af Sverige, men bestanden har nu også spredt sig længere mod nord, hvor der ellers ofte har været for koldt for vildsvinene.
»Og her får de hjælp af klimaforandringerne, tænker jeg,« siger Anders Sjölund.
Det stigende antal ulykker koster svenskerne dyrt. Ifølge Sveriges Radio koster vildtulykker – ikke bare med vildsvin, men blandt andet også rådyr og elge – mere end to milliarder kroner om året. Regningerne går til blandt andet til politiindsats, forsikringserstatninger og behandling af personskader.
Svenskerne har gennem forskellige tiltag forsøgt at holde vildsvinene væk fra vejene – blandt andet ved at bygge hegn. Men det er ikke effektivt nok, mener Anders Sjölund.
»Vildsvinene er lidt mere komplicerede end andre dyr, for de er stærke og kloge og kan smutte igennem et hegn, hvis det ikke er bygget ordentligt.«
I stedet foreslår Trafikverket, at der bliver bygget broer og tunneller, så vildsvinene kan krydse de trafikerede veje sikkert.
»Hvis man tilbyder dem passagemuligheder, er de kloge og lærer at bruge dem,« mener Anders Sjölund.
Herhjemme har Folketinget besluttet, at der skal bygges et 1,5 meter højt hegn hele vejen langs den dansk-tyske grænse for at holde vildsvin ude. Hegnet har til formål at beskytte de danske svinelandbrug mod afrikansk svinepest, som vildsvin kan være smittet med. Læs mere om det danske hegn her.


