Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og selv om den snart tre uger lange generalstrejke gør livet surt for pendlerne i Frankrigs store byer, har mange af dem samtidig opdaget et fordelagtigt alternativ til overfyldte metroer og raslende RER-tog.
Det viser sig nemlig, at man sagtens kan komme frem og tilbage med et andet praktisk, billigt og tidsmæssigt konkurrencedygtigt transportmiddel, hvilket vi danskere godt kunne have fortalt dem: Franskmændene, og især pariserne, har for alvor taget cyklen til sig som andet og mere end en sportsrekvisit.