Timingen var elendig, da Algeriet lørdag trak sin ambassadør i Madrid hjem i protest.
Europa kæmper desperat med at finde erstatninger for russisk gas og har absolut ingen interesse i at genere det nordafrikanske land, som er en vigtig, alternativ leverandør.
At den algeriske vrede i den situation betragtes som et mindre onde, fortæller alt om den paniske frygt, der fra Spanien begynder at brede sig nordpå til resten af kontinentet.
Hvis der ikke hurtigt bliver sat en stopper for krigen i Ukraine, kan presset på EUs sydflanke få den store migrantkrise i 2015 til ligne en skoleudflugt.
Og det var truslen fra dette skrækscenarium, der i sidste uge fik den spanske premierminister, Pedro Sánchez, til at sende et historisk brev afsted – adresseret til Muhammed 6's palads i Marokkos hovedstad, Rabat.
Formentlig stærkt tilskyndet af såvel en række andre EU-lande som den amerikanske regering.
Historisk indrømmelse
I brevet opfordrer Sánchez til at indlede »en periode« i det traditionelt ømfindtlige forhold på tværs af Gibraltar-strædet mellem Marokko og Spanien.
Det handler om at undgå »unilaterale handlinger« og »fremtidige kriser«, understreger premierministeren, inden han smider en diplomatisk bombe, der kan vende op og ned på hele den vestlige middelhavsregion.
»Jeg anerkender Marokkos seriøse og troværdige bestræbelser på, indenfor FNs rammer, at finde en acceptabel løsning på spørgsmålet om Vestsahara,« skriver Sánchez og tilføjer:
»I den forbindelse anser Spanien det forslag om selvstyre, Marokko præsenterede i 2007, som den mest troværdige og realistiske løsning på problemet.«
Boom! Mens champagnepropperne sprang på paladset i Rabat, lød der – så snart brevets indhold blev kendt – højlydte protester i såvel Algeriet som på store dele af den spanske venstrefløj.
For med den sidste sætning havde Spanien de facto og for første gang nogensinde anerkendt Marokkos annektering af det enorme og tyndt befolkede ørkenområde.
Feriebørn fra Sahara
Vestsahara var en spansk koloni, indtil Marokko behændigt udnyttede magttomrummet i forbindelse med den spanske diktator Francisco Francos død i 1975 til at bemægtige sig området.
Lige siden har den vestsahariske frihedsbevægelse Polisario med støtte fra FN, Spanien og det meste af verdenssamfundet krævet en folkeafstemning om national selvbestemmelse.
Og lige så længe har Marokko gjort alle mulige krumspring for at forhindre den i at blive afholdt.
Imens har utallige spanske familier, i solidaritet med saharawierne, hver sommer modtaget feriebørn fra de Polisario-ledede flygtningelejre på grænsen mellem Vestsahara og Algeriet.
Og især på den spanske venstrefløj, herunder regeringspartiet Unidas Podemos, opfattes det som højforræderi, at socialisten Sánchez nu svigter deres sag.
Det er slemt nok, men premierministeren er givetvis endnu mere bekymret for reaktionen fra Algeriet, der har vigtige strategiske interesser i forhold til det øde men råvarerige ørkenområde.
Rettidig omhu før ny krise
Hvorfor vælger Sánchez at spille med så høje indsatser som sammenhængskraften i sin regering og Spaniens naturgasforsyning?
Formentlig fordi et optimalt forhold til Marokko i de kommende måneder kan blive altafgørende for ikke blot det store sydeuropæiske land, men også resten af EU.
Krigen i Ukraine har allerede sat gang i en flygtningestrøm, som Europa kæmper med at absorbere.
Og hvis kampene fortsætter mellem to lande, der tilsammen står for en tredjedel af verdens hvedeeksport, kan en fødevarekatastrofe sende enorme menneskemængder i bevægelse – også i Afrika.
Et migrantstormløb mod grænsehegnet i den spanske enklave Melilla understregede først på måneden endnu engang Spaniens sårbarhed og vigtigheden af et tæt migrationssamarbejde med Marokko.
Læg hertil en stigende europæisk interesse for produktion af vedvarende energi og grøn hydrogen i det solrige nordafrikanske land, som især Tyskland deler.
Endelig har også USA vist interesse for én gang for alle at få løst Vestsahara-spørgsmålet og dermed fjernet en sten i skoen, hvad angår forholdet til Marokko.
Da den amerikanske viceudenrigsminister Wendy Sherman 8. til 9. marts besøgte både Rabat og Algier, anvendte hun samme ordvalg som Sánchez om det marokkanske selvstyre – »seriøst og realistisk«.
Overbeviste hun også de algeriske ledere om, at de gør klogest i at nøjes med diplomatiske sanktioner over for Spanien i den forbindelse?
I hvert fald fortsætter naturgassen – en lille uges tid, efter at premierministerens brev til Muhammed 6. blev kendt – med at strømme gennem ledningen under Middelhavet og ud til de spanske forbrugere.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
