Skal svinene skydes? Tyskerne er i oprør

Årets sommerføljeton går sin sejrsgang i tyske medier, efter vildsvin stak af med nøgen badegæsts computer ved en sø nær Berlin. Nu kæmper tusinder af tyskere på nettet og demonstrerer for at redde vildsvinet Elsas liv. Myndighederne siger, at et vildsvin uden respekt for mennesker kan være farligt og bør aflives.

En nudist ved en populær badesø nær Berlin måtte jage et vildsvin, der havde stjålet en taske med hans bærbare computer. Badegæsten, der tog billederne, lagde dem ud på Instagram og beskrev den bestjålne mand som en »rigtig helt«, der angiveligt tog optrinnet med godt humør. Adele Landauer/AFP/Ritzau Scanpix

Elsa er blevet verdensberømt. En nøgen mand på jagt efter et vildsvin med hans taske i munden og med måbende badegæster som tilskuere er blevet årets sjoveste sommerføljeton i de tyske medier.

Men alvoren begynder så småt at indfinde sig. Efter tanken om at skyde det tyvagtige vildsvin blev luftet, er fanden løs ved Berlins Teufelssee.