Det er ingen hemmelighed, at Ruslands velforberedte forsvarsværker i form af et brutalt tæt minefelt har bremset den ukrainske modoffensiv, siden den blev indledt.
Nu er det lykkedes de ukrainske styrker at slå hul i den første og værste af de omfattende russiske forsvarslinjer i syd.
Den ukrainske viceforsvarsminister, Hanna Maliar, bekræfter mandag, at de ukrainske tropper har generobret den vigtige landsby Robotyne i den sydlige Zaporizjzja-region.
»Jeg er sikker på, at vi kommer til at bevæge os hurtigere herfra,« sagde en ukrainsk kommandør med kaldenavnet »Skala« til nyhedsbureauet Reuters i weekenden.
Ukraines 36. Separate Marinebrigade har for første gang delt en video fra modoffensivens spæde dage: Den viser, hvordan de ukrainske styrker smadrer de tætte minefelter.
Det er »sand kunst«, skriver brigaden på Telegram.
Berlingskes nordiske korrespondent, Peter Suppli Benson, som følger krigen tæt, forklarer, hvordan det anvendte minerydningssystem fungerer:
De ukrainske styrker benytter minerydningssystemet M58 MICLIC, som de har fået doneret af USA tilbage i efteråret.
Et sprængstof, som er pakket ind i et fleksibelt hvidt kabel af en art, transporteres frem til fronten i små anhængere.
Disse bliver trukket af et pansret kampkøretøj, som er særligt beskyttet mod miner.
Sprængstoffet bliver herefter skudt mod minefeltet i et forsøg på at rydde det.
I videoen, som det ukrainske militær har delt, kan man ifølge Peter Suppli Benson se det hvide kabel blive skudt ud og efterfølgende detoneret.
Sprængstoffet rydder minerne i området med en bredde på otte meter og med en længde på 100 meter.
Man ser ligeledes i videoen, hvordan de ukrainske styrker afskyder flere kabler parallelt med hinanden.
Det skal sikre, at soldater og køretøjer kan rykke frem over en bredere front, siger Berlingskes korrespondent.
Peter Suppli Benson forklarer, at mange fik øjnene op for minerydningssystemet under Golfkrigen, hvor amerikanerne offentligt tog det i brug. De brugte det til at rydde nogle af de omfattende minefelter og befæstninger, som irakerne havde opbygget.
Du kan se den omtalte video i toppen af artiklen.