Pedro Sánchez havde en plan.
I stedet for at kaste sig ud i et besværligt regeringssamarbejde med venstrepartiet Podemos, som var den oplagte udgang efter valget i april, ville den socialistiske premierminister bede vælgerne om et nyt og bredere mandat til at styre Spanien gennem den politiske og økonomiske storm, der i disse år rusker i Europa.
Spindoktorer og folkestemningseksperter havde overbevist Sánchez om, at et såkaldt »forsigtighedens flertal« – »mayoría cautelosa« – ville slutte op om ham som det trygge valg i en usikker tid, ligesom en afstemningsdato kort efter Boris Johnsons hårde Brexit og højesteretsdommen mod de catalanske separatistledere ville være optimal.
En kæk kalkule, der, hvis den var lykkedes, kunne have sikret ham en lang og komfortabel periode i Moncloa-regeringspaladset, mens resten af Europa fik ro på den sydvestlige bagsmæk. Det gjorde den bare ikke.
Højrenational magtfaktor
Det hårde Brexit, som skulle have skræmt vælgerne, endte med en ny udsættelse. Og den forudsigelige uro i Catalonien oven på højesteretsdommen blev så voldsom, at den i stedet kastede store vælgergrupper direkte i Vox' nationalkonservative favn.
Det højreekstreme parti, der lignede en døgnflue efter sit hæderlige, men også diskrete gennembrud ved valget i april, er efter søndagens afstemning blevet Spaniens tredjestørste.
Og selv om Vox næppe kan bruge sit mere end fordoblede mandattal til direkte indflydelse, er partiet nu en magtfaktor i spansk og europæisk politik på linje med franske Rassamblement National, italienske Lega og tyske AfD.
Og hvad så nu?
Premierministeren holdt ganske vist stort set skansen – hans PSOE mistede tre mandater – og beholder således serveretten. Men det bliver mere end vanskeligt for Pedro Sánchez at samle et funktionelt flertal i et langt mere splittet parlament. Her er tre muligheder, og ingen af dem ser lovende ud.
Frankenstein II
Da Sánchez overtog regeringsmagten i juni 2018, var det efter at have vundet et mistillidsvotum mod den konservative Mariano Rajoy.
Det skete med støtte fra ikke blot Podemos, men også catalanske separatister og baskiske nationalister. Et mildest talt broget parlamentarisk grundlag, der fik borgerlige kommentatorer til at opkalde den nye regering efter Mary Shelleys berømte monster.
Sánchez svor søndag aften, at han vil gøre alt for at undgå endnu et omvalg. Men risikoen er overhængende.
Det flertal eksisterer fortsat. Men det er svært at se Sánchez arm i arm med selv det mest kompromissøgende af de catalanske separatistpartier, Esquerra Republicana, efter at han under valgkampen har truet med at suspendere selvstyret i den østspanske region.
Samtidig ville Podemos uden tvivl tage sig dyrt betalt efter at være blevet forsmået under sommerens forhandlinger. Og en gavebod med sociale tiltag vil ikke være populær i Bruxelles.
Det yderste højres fremgang tvinger venstrefløjen til at gøre fælles sag, mener Barcelonas borgmester, Ada Colau. »Ellers går det helt ad helvede til.«
La gran coalición
Hvis Spanien var Tyskland – eller blot Italien – ville den naturlige vej ud af de seneste mange måneders politiske dødvande være et samarbejde hen over midten.
PSOE og det konservative Partido Popular (PP) kunne formentlig godt blive enige om en ansvarlig økonomisk linje, selv om de ligger langt fra hinanden i værdipolitikken. Og begge partier er pålidelige samarbejdspartnere set fra Europa.
En koalitionsregering eller blot et fastere samarbejde mellem de klassiske ærkerivaler i spansk politik forekommer imidlertid stort set lige så realistisk som en fusion mellem Real Madrid og FC Barcelona.
Menige partisoldater advarede højrøstet Sánchez mod ideen under socialisternes valgfest, og også PP-lederen, Pablo Casado, afviste den.
Muligheden for et mere spiseligt samarbejde med Ciudadanos er forsvundet efter de nyliberales nedsmeltning ved valget.
Alle »gode« gange tre
Meningsmålingerne har længe spået et resultat, der lignede udfaldet af søndagens valg. Og analytikere har advaret mod risikoen for, at det kan ende med endnu et omvalg, hvis det viser sig umuligt at danne regering.
Det ville i så fald være tredje gang på et år, at spanierne bliver kaldt til urnerne. Hvilket med stor sandsynlighed vil få søndagens lave valgdeltagelse til at dykke yderligere med uforudsigelige konsekvenser.
Samtidig ville et af EUs store kernelande være »fungerende« og delvist handlingslammet endnu en lang periode, mens vigtige beslutninger omkring Brexit skal træffes, og en ny kommission sætter i gang.
Sánchez svor søndag aften, at han vil gøre alt for at undgå endnu et omvalg. Men risikoen er overhængende.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
