Det skulle være foregået i god ro og orden. 20 år efter at Gunnar Thorsén og hans spanske ekskone mødte hinanden under et Erasmus-ophold (EU-uddannelsesprogram, red.), havde begge indset det rigtige i at gå hver til sit. Lige så oplagt var det, at forældremyndigheden over deres tre børn naturligvis skulle være delt.
Men så var der lejligheden i Barcelona. Han ville sælge. Hun ville blive boende. Ingen af dem gav sig. Gradvist udviklede forståelsen sig til et mareridt, mens den 48-årige svensker på sin krop fik at mærke, hvordan mænd under skilsmisser i machokulturens hjemland ofte ender som boksebolde. I bogstavelig forstand.
Det var en banal uenighed om, hvem der skulle følge datteren hjem efter et besøg hos en veninde, som fremprovokerede den første episode.
»Pludselig begyndte hun at råbe og skrige og slå løs med knytnæver. Mit tøj blev flået i stykker og min mobiltelefon smed hun ud af lejligheden. Alt sammen, mens børnene så på det,« fortæller Gunnar Thorsén. Hans ekskone har dog nægtet dette under en senere sag i byretten.
Gunnar Thorsén´nøjedes med at parere slagene, og det viste sig at være klogt. En advokat rådede ham efterfølgende til at skaffe beviser og for alt i verden ikke forsvare sig – »så ryger du direkte i fængsel« – hvis volden fortsatte. Og det gjorde den.
Politiet talte dødstrusler ned
»Nogle måneder senere, da jeg kom hjem med børnene efter en ferie i Sverige, var hendes forældre flyttet ind. Og nu var de tre til at føre hetz for at få mig ud af lejligheden,« fortæller Gunnar Thorsén og fortsætter:
»De skubbede til mig. Hev mit våde tøj ud af vaskemaskinen og smed det på gulvet. Vækkede mig om natten med råb og skrig. Og når jeg havde lavet mad til børnene, kom min ekssvigermor og stillede en tallerken med noget, hun havde lavet, ovenpå.«
På et tidspunkt truede ekssvigerfaderen med at slå ham ihjel, hvilket Gunnar Thorsén optog på bånd. Og da han gik til politiet, stod det for alvor klart, at han ikke kun var oppe mod sin ekskone og hendes familie. Også systemet er så sporet ind på at se kvinden som offer, at det har svært ved at forholde sig til den omvendte situation.
»Betjentene brugte tre timer på at tale mig fra at anmelde truslerne. Det var jo ikke så slemt og ville i øvrigt ikke føre til noget, sagde de. Jeg er overbevist om, at de ville have registreret en lignende anmeldelse fra en kvinde på fem minutter,« siger Gunnar Thorsén.
Senere henlagde lavere retsinstanser i flere omgange de sager, han anlagde mod ekskonen. Også de sociale myndigheder ignorerede volden og lukkede sagen, da hun i første omgang fik tilkendt forældreretten.
En skæbne, som den svenske annoncesælger deler med tusindvis af andre mænd i Spanien, og som næppe havde interesseret nogen, hvis ikke det højrenationale parti Vox havde sat den på den politiske dagsorden forud for dagens parlamentsvalg.
Feminazistisk borgerkrig mellem kønnene
Over 1.000 spanske kvinder er blevet slået ihjel af deres partnere, siden man i 2003 begyndte at tælle efter.
Det er flere dødsofre, end terrororganisationen ETA har på samvittigheden. Og der ikke noget sige til, at såvel skiftende regeringer som den spanske offentlighed generelt i årevis har været optaget af at sætte fokus på fænomenet.
Problemet er, at det er gået over gevind, mener Vox. Rabiate feminister har brugt debatten til at skabe en situation, hvor kvinden er bedre stillet end manden. Og det er den uretfærdighed, som Vox – med succes blandt store vælgergrupper – gør opmærksom på, forklarer partiets talsmand i Barcelona, Fernando Moya.
»Vi vil ikke fjerne den beskyttelse og de rettigheder, som lovgivningen om vold mod kvinder giver. Men den skal udvides til også at omfatte vold mod mænd, i homoseksuelle par eller mellem børn og forældre,« forklarer han og fortsætter:
»Hvorfor er der tale om kønsrelateret vold (»violencia de género«), når kvinder er ofre, mens vold mod mænd henregnes under husspektakler (»violencia doméstica«)? Det er mere præcist og retfærdigt at tale om vold inden for familien.«
Når Vox’ udfordring af den kønspolitiske korrekthed vækker voldsom debat, skyldes det imidlertid nok så meget, at den er pakket ind i en ildsprudlende og populistisk retorik.
Det højrenationale parti beskylder i sit valgmateriale venstrefløjen for at have fremprovokeret en »borgerkrig mellem kønnene«. Kvindesagsforkæmpere stemples – som i begyndelsen af den nedenståede video – som »feminazis«.
Det lagde heller ikke ligefrem en dæmper på gemytterne, da Vox i valgkampens slutfase foreslog, at fuldskab skal være en formildende omstændighed i forbindelse med kønsrelateret vold.
Bagvendt mandschauvinisme
For Gunnar Thorsén er det væsentlige, at partiet som det eneste tør sætte et problem, han har oplevet på sin egen krop, på dagsordenen.
»Men det er da oplagt, at de gør det for politisk vindings skyld. De har fundet en niche, som de kan udnytte. På samme måde som andre partier bruger vold mod kvinder til at fiske stemmer i den ene halvdel af befolkningen,« fastslår han.
Jeg er overbevist om, at jeg med mit eksempel i forhold til mine børn og deres venner har gjort langt mere for ligestillingen i Spanien end alle feministerne, der sidder og galer op i TV.Gunnar Thorsén
Gunnar Thorséns eget mareridt sluttede for et par år siden, da han vandt en appel i skilsmissesagen og opnåede delt forældremyndighed. Men emnet ligger ham fortsat stærkt på sinde.
»Jeg har været offer for en interesse i at undgå sager som min, fordi den ikke var politisk korrekt. Samtidig handler det i forhold til forældremyndighed om en slags bagvendt mandsschauvinisme,« siger han og forklarer:
»Der er i Spanien stadig en idé om, at kun kvinden kan passe børn, og at de derfor har krav på særlige hensyn. Det er meget sigende, at dommeren i min sag på et tidspunkt medgav, at jeg nok var i stand til at tage mig ordentligt af børnene, fordi jeg er svensk.«
Under alle omstændigheder har de to-tre år, han tilbragte i et helvede af vold, psykisk krigsførelse, børnenes tavse lidelse og et system, der vendte det blinde øje til, ikke været forgæves.
»I perioder vidste jeg ikke, hvor børnene var. Men jeg holdt fast og mødte hver dag op, når de fik fri fra skole for vise, at jeg stadig var der for dem,« siger Gunnar Thorsén og tilføjer:
»Jeg er overbevist om, at jeg med mit eksempel i forhold til mine børn og deres venner har gjort langt mere for ligestillingen i Spanien end alle feministerne, der sidder og galer op i TV.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
