Højrenationale på vej mod chokresultat i umuligt spansk parlament

Højrenationale Vox bliver ifølge de første prognoser Spaniens tredjestørste parti ved et valg, som den socialistiske regering udskrev i forventning om et bredere mandat. I stedet står sidstnævnte til at ende med en lang næse.

Vox-lederen Santiago Abascal smiler, mens han med faste skridt gør sin entré på et valgsted i Madrid. De første prognoser tyder på, at der er god grund til det.  Kiko Huesca/EPA/Ritzau Scanpix

For blot et år siden var Vox en politisk randeksistens uden repræsentation på hverken nationalt eller regionalt niveau. På den baggrund er det intet mindre end en europæisk sensation, at det højrenationale parti efter al sandsynlighed vil være Spaniens tredjestørste, når stemmerne efter søndagens parlamentsvalg er talt op.

De første prognoser giver Vox omkring 50 mandater. Det er en fordobling af partiets resultat ved valget i april og nok til at overhale såvel venstrepartiet Podemos som nyliberale Ciudadanos.