Nogle gange ville Felipe VI givetvis ønske, at han var født som enebarn af en enlig mor. For eksdronning Sofia er det eneste medlem af hans nærmeste familie, der ikke ustandselig saboterer bestræbelserne på at redde Spaniens monarki.

Skandalerne om ekskong Juan Carlos' amourøse affærer og lyssky økonomiske forhold har efterhånden udviklet sig til en føljeton. Men søstrene Elena og Cristina holder sig heller ikke tilbage. Og denne gang er det deres jagt på vor tids flydende guld – vaccinerne mod covid-19 – som vækker vrede.

De to prinsesser opholdt sig i begyndelsen af februar en uges tid i De Forenede Arabiske Emirater, kunne webmediet El Confidential tirsdag afsløre.

Formålet med rejsen var at besøge deres far, som har opholdt sig i Abu Dhabi, siden han i august 2020 blev tvunget til at forlade Spanien som led i Felipe VIs forsøg på at udøve damage control. Men det var ikke det eneste.

Det er ikke første gang, prinsesse Cristina skaber problemer for det spanske kongehus. I 2014 blev hun dømt medskyldig i en korruptionssag, der endte med at sende hendes mand, Iñaki Urdangarin, i fængsel.
Det er ikke første gang, prinsesse Cristina skaber problemer for det spanske kongehus. I 2014 blev hun dømt medskyldig i en korruptionssag, der endte med at sende hendes mand, Iñaki Urdangarin, i fængsel. Cati Cladera/EPA/ritzau Scanpix

Kong Felipes to ældre søstre benyttede samtidig lejligheden til at få sig et skud vaccine på en af Golfstatens luksuriøse privatklinikker.

Royal vaccineturisme

Vaccineturisme for velhavende personer, der ikke gider at vente halve og hele år på, at det bliver deres tur, er en boomende industri.

Som Berlingske tidligere har berettet, kan man til en vanvittig overpris blive vaccineret i Moskvas lufthavn. Vil man samtidig have lidt sol på kroppen og forkæle sig selv med et luksushotelophold, er et land som De Forenede Arabiske Emirater en populær destination.

Et fristende alternativ for de to prinsesser, der er henholdsvis 57 og 55 år, og som hjemme i Spanien ikke ville blive vaccineret foreløbig.

Felipe VI og premierminister Pedro Sánchez fotograferet under markeringen af 40-året for det afværgede militærkup mod Spaniens unge demokrati i 1981. Den socialdemokratiske premierminister insisterer på at skelne mellem kongen og de mange brodne kar i hans nærmeste familie. Men strømmen af skandaler gør det stadig vanskeligere at forsvare monarkiet.
Felipe VI og premierminister Pedro Sánchez fotograferet under markeringen af 40-året for det afværgede militærkup mod Spaniens unge demokrati i 1981. Den socialdemokratiske premierminister insisterer på at skelne mellem kongen og de mange brodne kar i hans nærmeste familie. Men strømmen af skandaler gør det stadig vanskeligere at forsvare monarkiet. Pierre-Philippe Marcou/AFP/Ritzau Scanpix

Det hårdt ramte sydeuropæiske land, hvor pandemien har kostet næsten 70.000 menneskeliv, er endnu ikke færdig med at vaccinere de mange borgere over 80 år. I yngre aldersgrupper kan kun folk med særligt udsatte job komme i betragtning, og dem er prinsesserne ikke i blandt.

Elena og Cristinas løsning på problemet harmonerer imidlertid rigtig dårligt med deres lillebrors forsøg på at overbevise spanierne om, at man godt kan have et kongehus, hvis medlemmer udviser en vis samfundsmoral.

Vred og »overrasket« regering

Hoffet har afvist at kommentere El Confidencials afsløring med henvisning til, at de to prinsesser ikke tilhører kongefamilien i officiel forstand. Samt at både kongen, dronning Letizia og deres to døtre venter pænt på, at skal blive deres tur.

Men det har ikke forhindret en ny runde af hård kritik fra især venstrepartiet Podemos, der er juniorpartner i Spaniens koalitionsregering.

»Hvad andet kunne man forvente sig af Bourbonerne (den spanske kongeslægt, red.). De er immune mod en enhver skam i livet,« skriver lederen af partiets catalanske filial, Jessica Albiach, på Twitter.

Også finansminister Nadia Calviño, der tilhører socialdemokratiske og proroyale PSOE, erklærer sig imidlertid »stærkt overrasket« og minder om, at vaccinerne først og fremmest skal beskytte de mest sårbare.

Der er næppe tvivl om, at regeringens tålmodighed med de kongelige efterhånden kan ligge på et meget lille sted. Felipe VIs bestræbelser på at skabe et »eksemplarisk« kongehus har fået endnu et skud for boven.