Prins Andrew afslører den ulykkelige sandhed om »den klamme fyr i det lyserøde palæ«

Prins Andrews TV-interview om sexmisbrug er »blandt de største PR-katastrofer i historien«, siger ekspert, og onsdag aften blev prinsen så fritaget for offentlig tjeneste for kongehuset. Her er forklaringen på, hvorfor interviewet var så magtfuldt, og hvordan det bragte os nærmere sandheden »om den klamme fyr i det lyserøde palæ,« milliardæren Jeffrey Epstein, og hans mangeårige misbrug af unge og mindreårige piger.

Prins Andrew gjorde ikke sig selv en tjeneste med sit TV-interview lørdag på BBC. Men han gjorde resten af verden en tjeneste.

For han illustrerede, hvordan den amerikanske milliardær Jeffrey Epstein og hans kendte og rige venner slap afsted med at misbruge mindst 100 unge piger seksuelt.