Prinser og topchefer dækkede over »den klamme fyr« i årevis. Men en dag ringede en stedmor til politiet...

De kunne have sendt ham i fængsel på livstid i 2007, for det lokale politi og FBI havde et omfattende materiale. FBI identificerede op mod 102 potentielle ofre for Jeffrey Epsteins misbrug. Men han slap, fordi hans aggressive advokatvenner overtalte anklageren til at indgå den bedste handel i Epsteins liv. Her er historien om det beskidte spil – og om hvorfor det ti år senere gik helt anderledes.

Ingen kunne for alvor forklare, hvor Jeffrey Epsteins penge kom fra. Det var også svært at forklare den måde, som han magnetisk tiltrak og fastholdt rige og magtfulde venner på. Uma Sanghvi/AP Photo/Palm Beach Post

Telefonen ringede på den lokale politistation, og Michele Pagan besvarede opkaldet. I den anden ende var en kvinde, som ikke ville opgive sit navn. Men hun havde hørt en historie om en klam rigmand, og hun var bekymret.

Det var 14. marts 2005, og det skulle blive enden på begyndelsen for milliardæren Jeffrey Epstein.