Paven holder midnatsmesse kl. 19.30 og uddeler skideballe: »Stop med at klage over restriktionerne«

Pave Frans gider ikke høre mere jammer om, at pandemien har ødelagt julen. Han har givet ordre til at fejre højtiden med respekt for restriktionerne og opfordrer til at se det som en chance for at holde fokus på religion fremfor det materielle.

Bliver det overhovedet jul i år, når pandemien forhindrer mange familier i at samles fuldtalligt, og når man knap nok kan få købt sine gaver på grund af mere eller mindre totale lockdowns i en lang række lande?

Ja, det gør det! Og hold så op med al den klynk, lyder det bistert fra pave Frans.

Måske kan det oven i købet blive den mest autentiske jul i nyere tid, fordi begrænsningerne tvinger os til i højere grad at fokusere på det, som det egentlig handler om, mener den katolske kirkes overhoved.

Troende forsamlet med behørig afstand til hinanden på Peterspladsen under søndagens Angelus-bøn. Adskillige af julens vigtigste ritualer foregår normalt her, men på grund af pandemien har paven valgt at give sin orbi et urbi-velsignelse via streaming.  Filippo Monteforte/AFP/Ritzau Scanpix

»Åh, jeg skal nå at købe gaver. Åh, jeg skal nå det ene og det andet. Det handler hele tiden om ting, ting, ting, hvor det burde handle om Jesus,« vrængede paven i søndags under Angelus-bønnen på Peterspladsen og fortsatte:

»I stedet for at beklage os over alt det, som pandemien forhindrer os i, burde vi i disse svære tider gøre noget for dem, som har mindre. Ikke give den 117. gave til os selv og vores venner, men til en, som faktisk har behov.«

Bredsiden mod coronaklynk og, i forlængelse heraf, mange katolikkers overdrevne fokus på højtidens mindre spirituelle og materielle sider er den anden »bandbulle« på få dage.

Onsdag i sidste uge opfordrede paven samtidig til at se restriktioner, der lægger en dæmper på trængsel og alarm – samt, forhåbentlig, smittetrykket – som en mulighed.

»De kan hjælpe os med at rense ud i forbrugsræset og leve juletiden på en mere religiøs og sand måde,« pointerede paven.

Midnatsmesse kl. 19.30

Restriktionerne har imidlertid ikke kun betydning for julemiddage og indkøbsraids, men også for, hvordan fejringen kan foregå i kirkerne.

Og også her skal forholdsreglerne følges, har paven fastslået for at bakke op om blandt andet den italienske bispekonference, der af nogle beskyldes for at sælge ud og bøje nakken over for regeringen i Rom og andre politiske instanser.

Han går selv forrest og har indrettet juleaftens traditionsrige midnatsmesse i Peterskirken efter omstændighederne. Den begynder normalt kl. 21.30, men er rykket to timer frem.

På den måde kan kirkegængerne, der i år bliver langt færre end sædvanligt, nå hjem, inden Italiens landsdækkende natlige udgangsforbud begynder fra kl. 22.00.

Paven, der her ses under en audiens i det Apostolske Palads' bibliotek, har før kritiseret materialismen. Uden ligefrem at byde pandemiens restriktioner velkommen opfordrer han til at se dem som en mulighed for at holde jul på en »mere religiøs og sand« måde.  Vatican Media Handout/EPA/Ritzau Scanpix

Desuden må de troende nøjes med at følge pavens øvrige religiøse handlinger via streaming for at undgå, at folkemængder samler sig på Peterspladsen. Det gælder blandt andet 1. juledags orbi et urbi-velsignelse.

Endelig har Vatikanet givet tilladelse til, at katolske kirker i juledagene kan holde fire daglige messer – mod normalt tre – for at sprede tilstrømningen af kirkegængere ud og gøre det lettere at overholde adgangsbegrænsningerne.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa