Nu har hackere blod på hænderne: Tysk patient døde efter forsøg på digital afpresning

Et hackerangreb mod et tysk hospital kan blive det første, der beviseligt har kostet menneskeliv. Sporene peger mod russiske cyberkriminelle, siger de tyske myndigheder. Det gør ikke sagen mindre tragisk, at hackerne tilsyneladende fortrød.

Hackerne fortrød, men da var det for sent. Nu kan cyberkriminelles forsøg på afpresning for første gang beviseligt have kostet liv. Matthias Rietschel/AFP/Ritzau Scanpix

Hver minut talte for den kritisk syge patient i ambulancen. Lægeholdet kæmpede for kvindens liv, mens de med fuld udrykning nærmede sig universitetshospitalet i den tyske storby Düsseldorf.

Men midt under udrykningen indløb en skæbnesvanger meddelelse. Ambulancen måtte skifte retning og i stedet køre mod et helt andet sygehus i en helt anden by. For noget var rivende galt på det store tyske universitetshospital.