Pludselig var Maria Adela Kuhfeldt Rivera væk.
Det vil sige: Den unge forretningskvinde havde ret beset aldrig eksisteret. Men hun efterlod sig ikke desto mindre – som avisen la Repubblica formulerer det – »et kølvand af knuste hjerter«.
Nu ved vi, hvem hun i virkeligheden var. Og på den vigtige NATO-base nær Napoli i det sydlige Italien er afsløringen ubehagelig læsning.
For når »Maria Adela« plejede flittig og ofte intim omgang med en række medarbejdere på Allied Joint Force Command Naples, handlede det ikke om at finde den eneste ene.
Olga Kolobova, som er hendes rigtige navn, var på jagt efter hemmeligheder.
Målet med de mange affærer var at lokke elskerne til at give hende følsom information, hun kunne sende hjem til sine chefer i Ruslands militære efterretningstjeneste, GRU.
Samt, i bedste fald, rekruttere nogle af dem. Om det lykkedes, vides ikke. Men noget tyder på det.
I hvert fald blev en fransk oberst, der var udstationeret på basen i Napoli, i 2020 anklaget og fængslet for at have samarbejdet med GRU.
Et par år forinden, i september 2018, var Maria Adela flygtet over hals og hoved hjem til Moskva.
Døbt i en kirke, ni år før den blev bygget
Når hun pludselig fik travlt med at komme afsted, var det ikke tilfældigt.
Dagen før hun forsvandt, var to mænd, der havde forsøgt at forgifte den afhoppede russiske officer Sergej Skripal, blevet afsløret som GRU-agenter af det undersøgende medie Bellingcat.
Deres kollega i Syditalien, hvis falske identitet var konstrueret af de samme klamphuggere i Moskva, følte jorden brænde under sig.
Samtidig havde hun taget sin tørn under en 13 år lang mission, som Bellingcat nu har oprullet i samarbejde med italienske la Repubblica, tyske Der Spiegel og det russiske opposionsmedie The Insider.
Historien begynder i Perus hovedstad, hvor en lokal advokat i 2015 mødte op hos myndighederne for at ansøge om statsborgerskab til en ung kvinde ved navn Maria Adela Kuhfeldt Rivera.
Med sig havde han hendes fødselsattest udstedt 1. september 1978 i Callao samt dåbspapirer fra Cristo Liberador-kirken i samme forstadskvarter til Lima.
Der var bare et problem. Kirken blev først opført ni år efter den angivelige barnedåb, og de peruanske myndigheder afviste ikke overraskende ansøgningen.
Tålmodigt infiltreringsarbejde
Den katastrofale start på missionen fik imidlertid ikke GRU til at ændre planer.
Ingen ville alligevel tjekke Maria Adelas sydamerikanske baggrund, vurderede spioncheferne – med rette, skulle det vise sig.
Og den lappeløsning, de fandt på for at forklare, hvorfor en tysk-peruansk kvinde var udstyret med et russisk pas, var lige så jammerlig.
Hendes tyske far var, fortalte Maria Adela senere til alle, der gad høre, rejst sin vej, da hun var helt lille.
Moderen havde i forbindelse med OL i 1980 taget hende med til Moskva. Men også hun forsvandt – efter at have overladt datteren til nogle sovjetiske bekendte – for aldrig at vende tilbage.
I stedet var den lille pige vokset op hos en plejefamilie, hvor stedfaderen misbrugte hende seksuelt.
En alt andet end vandtæt og troværdig dækhistorie, som GRU-agenten imidlertid kompenserede for med charme, selvtillid og sit gode udseende.
I hvert fald fattede ingen mistanke under hendes tålmodige infiltreringsarbejde, der efter nogle år tilbragt i Paris, Rom og Malta i 2015 førte hende til Napoli.
En bataljon af elskere
Her åbnede hun en luksuriøs smykkebutik i forbindelse med det guldsmedefirma, hun nogle år forinden havde oprettet i Frankrig. Og nu kunne det egentlig arbejde gå i gang.
»Hun var ufattelig aktiv, og jeg forstod aldrig helt, hvad der egentlig drev hende,« siger Thorsten S. – en tysk oberstløjtnant, der kun vil optræde med fornavn og initial – til medierne bag afsløringen.
Han lærte Maria Adela at kende i Napoli Monte Nuovo – en afdeling af Lions Club stiftet af officerer fra NATO-basen, der er en af alliancens vigtigste i Europa og hovedkvarter for USAs sjette flåde.
Klubben var en perfekt jagtmark for GRU-agenten, der ikke blot havde haft held til at blive medlem, men også sad med i dens bestyrelse.
Det lykkedes hende blandt andet at komme i lag med den person, som administrerede basens datasystemer.
Kun en enkelt højtstående – og anonym – officer har ganske vist over for journalisterne indrømmet, at han havde en kort affære med den falske forretningskvinde.
Men ifølge den amerikanske oberst Shelia Bryant, der blev gode veninder med Maria Adela, udgjorde hendes elskere en mindre bataljon:
»Hun havde ikke kun forhold til officerer og ansatte fra USA, men også til belgiere, tyskere og italienere. Min mand og jeg forsøgte at hjælpe og støtte hende med det, der lignede kærlighedssorger.«
Ingen fattede mistanke
Shelia Bryant undrede sig over, hvordan Maria Adela kunne leve et liv i luksus på Napolis fineste adresser, uden at hendes guldsmedeforretning tilsyneladende omsatte det store.
Også hendes personlige historie virkede utroværdig, for »hvem ville efterlade et lille barn i Sovjet?«
Alligevel kommer det bag på den amerikanske officer, der er gået ind i politik som kandidat fra Demokraterne, at venindens elskovssyge og lidt forvirrede personlighed var skalkeskjul for en russisk spion.
»Vi talte aldrig om politik, og desuden havde jeg ikke adgang til oplysninger, som kunne være interessante for GRU,« forsikrer Shelia Bryant.
Heller ingen andre i NATO-systemet fattede mistanke til Maria Adela.
I hvert fald ikke før det var for sent, og den tysk-peruanske kvinde var forsvundet lige så pludseligt, som hun kom til verden 13 år forinden på et offentligt kontor i Lima.
Ingen af de bekendtskaber, som medierne bag afsløringen har været i kontakt med, er blevet afhørt af hverken NATO-folk eller politiet om deres forhold til Maria Adela.
Købte Audi og meldte sig ind i »Putins venner«
Når vi nu ved, at hun var russisk spion og kender hendes virkelige identitet, er det takket være det internationale hold af graverjournalister anført af Bellingcat.
Maria Adela var udstyret med falske pas fra samme serie som den, der gennem de seneste år har afsløret flere andre GRU-agenter.
Med det udgangspunkt fandt journalisterne via et minutiøst arbejde med ansigtsgenkendelsesprogrammer frem til en slående lighed med en kvinde ved navn Olga Kolobova.
Hun var datter af en tidligere officer, og efter i årevis at have været som ikkeeksisterende begyndte hun netop i efteråret 2018 igen at efterlade sig spor.
Der blev indkøbt en spritny Audi 3 i november og nogle måneder senere oprettet en profil på de sociale medier, hvor agenten blandt er med af gruppen »Putins venner«.
Som om det ikke var nok, har journalisterne desuden sporet telefonopkald til hendes chefer i GRU.
Mens Olga/Maria Adela nu nyder det søde liv i Moskva, hvor hun foruden bilen og også ejer flere lejligheder, står et spørgsmål tilbage.
Hvor nyttig var hendes lange undercovermission for GRU, og hvor skadelig var den for Vesten?
Det får vi næppe nogensinde at vide, men som Bellingcat konkluderer i sin afslørende artikel:
»Sammenlignet med andre kendte russiske agenter var »Maria Adelas« netværk af kontakter til officerer fra NATO og USAs flåde, hvoraf flere havde adgang til følsom information, imponerende.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
