Merkels afløser har vadet rundt i fadæser. Nu rammer vreden ham: »Så bliv dog væk med jeres falske smil!«

Engang kunne en tysk partileder vinde valg på at trække i gummistøvler og stå skulder ved skulder med ofre i en oversvømmelse. Denne gang er det nærmest omvendt. Favoritten til at overtage posten efter Angela Merkel, får dumpekarakter af vælgerne. Endda i sin egen baghave.

Den tyske kanslerkandidat Armin Laschet har ikke høstet mange point på landsfaderkontoen i kølvandet på katastrofale oversvømmelser i Tyskland. Og kontrasten til kvinden han gerne vil afløse, Angela Merkel, er slående. Wolfgang Rattay/AFP/Ritzau Scanpix

Bernhard Dudek har egentlig travlt med at tømme sin kælder for stinkende flodvand, men han vil gerne aflevere et kortfattet budskab til de tyske partiledere, der de seneste dage er valfartet til hans by.

»Så bliv dog væk med jeres falske smil!« siger han.