Mens voldtægtsforbrydere går frit omkring, må offeret flygte: »Vi har spillet totalt fallit«

De formodede gerningsmænds lave alder og en betændt etnisk konflikt gør det umuligt at beskytte et blot 12-årigt voldtægtsoffer og hendes familie. Nu har de i afmagt besluttet at flytte fra byen, hvor overgrebet fandt sted.

Trods demonstrationer, debat og lovstramninger fortsætter de seksuelle overgreb i Spanien. En brutal sag fra en forstad til Barcelona, hvor offeret blot var 11 år og hendes bødler helt unge teenagerne, har nu taget en absurd drejning. Ander Gillenea/AFP/Ritzau Scanpix

Da den formodede anfører under gruppevoldtægten for nylig blev løsladt fra en lukket ungdomsinstitution, blev det for meget for offerets familie.

I forvejen kunne den 12-årige piges storebroder kun passe sin skole og færdes i lokalområdet med konstant politieskorte.

Og nu har forældrene opgivet troen på, at myndighederne kan beskytte dem, indtil retfærdigheden – måske, en dag – sker fyldest. Så hellere bøje sig og begynde forfra et helt andet og, forhåbentlig, bedre sted.

Familien er, ifølge flere spanske medier, i gang med at flytte fra Barcelona-forstaden Badalona til et helt andet sted i området omkring den catalanske metropol.

Badalona, hvor overgrebet mod den 12-årige pige fandt sted, ligger nordøst for Barcelona. Flere af byens kvarterer er hærget af social nød og kriminalitet. Quique Garcia/EPA/Ritzau Scanpix

Flytningen foregår med økonomisk og praktisk støtte fra Badalona kommune.

Men det er også det mindste, man kan forvente af et lokalsamfund, hvor det tilsyneladende ikke rigtig kan lade sig gøre at håndhæve lov og ret.

For som byens borgmester, socialisten Rubén Guijarro, sammenbidt formulerede det, da voldtægtssagen blev kendt i begyndelsen af marts:

»Hvis det her ender med, at ofrene bliver straffet i stedet for de skyldige i forbrydelsen, vil det være en total falliterklæring for os alle.«

Straffrihed og dødstrusler

Overgrebet mod den på gerningstidspunktet blot 11-årige pige fandt, som Berlingske tidligere har beskrevet, sted i november sidste år.

Seks blot få år ældre drenge tvang offeret med en kniv ind på kundetoilettet i et indkøbscenter, hvor de på skift forgreb sig på hende.

Da pigen efterfølgende bad en sikkerhedsvagt om hjælp, nægtede han at tro på hendes forklaring om voldtægten.

Og den var formentlig aldrig blevet opdaget, hvis ikke storebroderen nogle måneder senere havde genkendt sin søster i en video, der cirkulerede blandt hans skolekammerater.

Kort efter blev de to af drengene, som var over Spaniens kriminelle lavalder på 14 år, sigtet og den ene af dem indsat i en lukket institution.

Resten, hvoraf mindst en er elev på samme skole som storebroderen, kunne fortsat bevæge sig frit omkring.

Og som om det hele ikke var nok, gik en ven af »gerningsdrengene« nu i gang med at sende dødstrusler via de sociale medier.

»Du er fuld af løgn, og det er din skyld, at en af os nu sidder indsat. Jeg stikker dig ned,« lød det, indtil politiet lokaliserede afsenderen af truslerne.

»De har ikke de samme værdier«

Drengene kommer alle fra dysfunktionelle familier, og det hjælper ikke det store, når myndighederne tager fat i forældrene.

Men det er kun en del af problemet, lyder det i lokalområdet.

Baggrunden for forbrydelsen, og i særdeleshed dens efterspil, handler også om etnisk herkomst.

Mindst tre af drengene tilhører den store gruppe af romaer, der er bosat i Badalona, og som – ifølge lokale, der udtaler sig anonymt – »er fuldstændig ligeglade med alt«.

At pigens forældre er indvandret fra Ghana, gør tilsyneladende kun ondt værre.

»De (drengene bag overgrebet) har ikke de samme værdier som os andre, og de fortsætter med at skabe utryghed,« siger borgmester Rubén Guijarro til radiostationen RAC1 og tilføjer:

»Ingen forstå, at de kan gå frit omkring. Vi har brug hjælp.«

Når – og hvis – det sker, vil det være for sent for den 12-årige pige og hendes familie.

De har været nødt til at rykke rykke deres liv op med rode og flygte fra et område, hvor retssamfundet – i hvert fald for nogle – er sat delvist ud af kraft..

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.