Luftfartsselskabet SAS bød 1,9 millioner passagerer velkommen om bord i april.
Det fremgår af trafiktal, som luftfartsselskabet har udsendt tirsdag.
Sammenlignet med samme måned sidste år er der tale om en vækst på 22 procent i april.
Trods fremgang peger tallene dog mod et underskud på knap 270 millioner kroner alene i april. Det viser en analyse, som Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, står bag.
»Vi forventer et par måneder mere med underskud, og så er der stor spænding omkring sommerindtjeningen,« skriver han i analysen.
»Det vil være en skuffelse, hvis SAS' omkostninger til det højere trafikniveau stiger så meget, at selskabet ikke kan tjene penge i årets travleste måneder.«
SAS havde lige så travlt i april, som tilfældet var i måneden forinden. I marts blev cirka 1,9 millioner SAS-passagerer nemlig også sendt afsted.
Jacob Pedersens vurdering af månedens underskud ligger da også på linje med tallene for marts.
Her tabte selskabet 263 millioner kroner.
Det skal dog ses i lyset af, at SAS tabte 600 millioner i februar og 800 millioner i januar.
SAS har længe kæmpet med enorme underskud og en dertilhørende konkursbeskyttelse.
På grund af konkursbeskyttelsen er selskabet tvunget til at give et indblik i de nøgne økonomiske realiteter for selskabet hver måned.
Selskabet håber, at en række nye ruter kan hjælp med at øge antallet af passagerer yderligere i den kommende tid.
Det gælder blandt andet ruterne mellem Aalborg og New York samt Göteborg og New York.
»Vi har også annonceret en direkte rute mellem København og Bangkok, som starter til efteråret,« siger SAS-topchef Anko van der Werff i en kommentar til tirsdagens trafiktal.
/ritzau/